Silhuet

Jeg har så meget på hjerte. Ikke noget om noget eller om nogen. Ikke en fortælling fra start til slut, ingen eviggyldige spørgsmål og da slet ingen svar.

Jeg har skrevet. Om afmagt, om vrede, om at nå frem uden forløsning og om at gå tilbage. Tomhændet.

Jeg har skrevet om tyngde og om lethed. Der gensidigt ophæver hinanden og samtidig forstærker. Det hele. - Og det halve ikke mindst.

Jeg har råbt og skreget, hvisket og tiet.

Jeg har appelleret og håbet, vendt og drejet. Kørt rundt og rundt i ring. Ren Dødsdrom.

Jeg har tømt. Mig selv. For stadig at føle mig fyldt. Med alt for meget. Andet.

Jeg har trættet jer. For længe.

Jeg ved godt, det er tid. At slutte. Skrive The End. For at begynde et andet sted. Med mig selv og i mig selv. Gå andre veje eller bare gå.

Jeg ved det godt. Men jeg har så meget på hjerte, har så meget hjerte der gerne vil åbnes og deles. Ved dog også, at jeg ikke kan dele uden at samle. Mig. Et Mig.

Jeg ved godt, jeg har skrevet. Mig ud. Af fortællingen.

Det er bare så svært. At skrive.

The End.

*

Det er noget med Mere eller Mindre:

det giver ligesom ingen mening - ikke noget billede af hverken størrelser eller dimensioner:

Undertryk er ikke mindre trykkende end overtryk,og halvheder ikke mindre fuldendte end helheder.

Minus gange minus giver plus….

….og sådan er der så meget. Der ikke går op. Eller ned…

*

Dine drømme anløb en morgens havn

kastede anker mod solopgange og irgrønne moler

Med ét vidste du

at hvor du kom fra

var Egentligheden så langt smukkere

end Sandheden.

Altså lige om ikke så længe, når engang det værste er overstået og det bedre står for døren, det vil sige når foråret for alvor får tag i verden og benzinpriserne ikke længere stiger og der kommer ro over tingene og gang i sagerne, uden at det hele dog er for hektisk, hvilket vil sige næppe lige med det første, men dog inden alt for længe, omtrent når kulden ikke er så påtrængede men varmen endnu ikke er ulidelig, når den værste krise er overstået og en ny er på trapperne og vinden vender den helt rigtige vej, ja det behøver såmænd ikke at være så langt ude i fremtiden, men man skal jo heller ikke ride før man har sadlet eller købe skindet af en bjørn der måske er uddød, så klap lige hesten en omgang og se tiden an og håb på det bedste uden at glemme det værst tænkelige, og inden man får set sig om er det nok ved at være på tide og så trækker man lige vejret og holder fødderne ved jorden så man med sikkerhed ved om vingerne kan bære uden at de dog gror fast, hvorefter man kunne begynde at overveje, at inden alt for længe, muligvis, såfremt i fald og på betingelse af, så…..

*

Måske?

Om sammenhæng ?

*

gentagelse fremmer fordøjelsen, fornøjelsen, fortvivlelsen.

forståelse fremmer så meget. andet.

det er noget med græsset på naboens mark… eller også er det ikke.

måske det bare er noget med gentagelse, forståelse og marker

der ikke hænger sammen, uanset hvor gærdet er lavest

*

Jeg kan undre mig. Over billeder, der har hægtet sig fast.

Jeg husker alt for tydeligt en film jeg så. Som barn. Helt urimelig skarpt står den for mig. Ikke som på-hinanden-følgende scener med bevægelse og stemmer. Heller ikke som stillbilleder med ansigter og interiør.

Men som syn. På nethinden.

Korte, spidse glimt.

*

En pige adopteret som spæd. Hos en kærlig, elskelig, favnende ny familie.

Følelsen af at stå i gæld. Taknemlighedsgæld.

Oplevelsen af skam. Ved ikke at føle tilstrækkelig glæde. Kærlighed.

*

Et skrin på loftet.

Skjult bag løbehjul, fotoalbums med glade minder og en enkelt juletræsranke.

Et lille skrin: En silkesko, et hårspænde og sommerfuglebroche.

*

Og brød. Muggent brød. Ormædt brød. Larver i titusindvis, myldrende frem overalt, formerende sig, altædende.

Overalt orme, orme, orme.

Og den nu halvvoksne pige på knæ. Foran skrinet. Med lukkede øjne og hænder der grådigt skovler larver ind i munden. Gråd, snot og den kvalmende synkebevægelse.

*

Jeg ved ikke om jeg har set en sådan film. Om det er en sand fortælling. Om det er rester fra et mareridt i en febersyg pigekrop.

Jeg ved ikke hvem den adopterede pige er.

Jeg ved ikke, hvor skrinet står.

Men jeg kan mærke kvalmen, afmagten og skammen.

På knæ. Foran skrinet.

*

*

…..og jeg vil ikke mere dulme min sårbarhed med plastikhåb og skønsang, men stikke min begærlige hånd i hvepsereden…

…..for meget, for ofte, for grimt, for usselt, for svulstigt, for dyrisk, for kropsligt….for fanden…..

*

”….og du fattede ikke, at jeg greb chancen igen og igen,

at jeg tegnede sommerfugleminder på din himmel. Du husker ikke at jeg stod fast og loyalt holdt din kraftløse hånd,

at jeg berusede dig med skjult stolthed.

Du ænsede ikke, at jeg altid så dine frimærkenotater - også på afstand - og du hørte mig ikke nynne dine sange,

eller nævne dig ved navn.

Du overhørte mine forklaringer og forvekslede min stædige trofasthed med svig,

du forstod ikke, at hvad jeg vendte ryggen, ikke var dig men den bedøvede kærlighed. Du bar på.

Du forstod ikke, at jeg aldrig ødslede, men bar. Din vrede. Af mangel på anden bagage.

Du ville ikke, ville ikke, VILLE IKKE se. At vores gensidige afvisninger var kald - at hvad vi kaldte dit og mit - var vores.

Du ville ikke høre, at mine tilbagevendende spørgsmål, var omvendte svar. At mine anklager dækkede over skyld og uformåen.

Du ville ikke høre mig i dig.

Og slet ikke se. Dig i mig.

*

Jeg vil ikke råbe mere, jeg vil ikke vente - ikke læse notater på bagsider af udsmidte sedler. Jeg vil ikke pakke ind og sætte hårdt mod hårdt. Jeg vil ikke le som modstand eller nægte.

*

Nu vil jeg bare, at du skal vide, at vi er hver især og sammen. Til dels….”

der ligger en hud over verden

en tynd hinde af film

en gennemsigtig afstand

og man tror sig tæt på, ser ikke afstanden

men træder gennem en rude, der splintres

og skårene sætter sig som pigge på kroppen - hård hud på hjerteklappen - pigge der vender ud ad og ind

som torne sætter sig

i hud, under hud

ridser ar

der ligner

eder

forbandelser

kohlindrammet had

ridser tab

på verdens rude

på kroppens hud

på afstand

*

*

kæmp for alt du finder sært

op i røven med hvad du har kært

ingenting er helligt

eller også er alt

det er svært at skelne

pest fra kolera

kun ét gælder;

Magt:

sørg for at le sidst

bedst

og højest….