Silhuet

Farlig start på en tirsdag: forsøg på dybsindighed.
Jeg kan ikke anbefale disciplinen…Dømt til at mislykkes: der var tomt! Masser af følelser, for så vidt. Udefinérbare følelser. Overvældende, men udifferentierede følelser. Træthed og håb - mudret blanding. Tanker i ring. Rundt og rundt. Katten om den varme grød.

Hellere en kat med varme omslag!

Overbeviser mig selv om at opgive tanketumleriet på en tirsdag morgen, og vælger - lettere forvirret og ikke helt tryg ved udsigten - at kaste mig over virkeligheden, det ustadige vejr og håndgribelige ligegyldigheder istedet….See you out there:-)

Jeg har altid drømt om, at kunne holde min mund. Være den stille, pæne, bly og selvudslettende pige, som aldrig opponerer eller modsiger. Har blot måtte konstatere, at det er uladesiggørligt. Jeg er ikke en øde ø (eller måske er jee, men jeg kan ikke leve med det) Jeg må dele. Tankerne. Drømmene. Indtrykkene. Take it or leave it…

Min mentor udi livets store og små overvejelser - Søren Ulrik Thomsen - skriver herom:

“Det, hvorom man ikke kan tale, om det skal man tie. Men (man) kan ikke tie helt uden at ophøre med at være (…), så: Dét, hvorom man ikke kan tie, må man tale om på en anden måde. Man må tale om noget andet. Når mine digte således konstant handler om alt muligt andet en dét, der er dem, så peger de stumt på det sted, der er deres forudsætning, deres u-tematiserbare tema og deres endelige mål; den dør de kom ind ad og igen vil forsvinde ud af.”

See the point? Jeg taler og taler om alt og intet, men aldrig om dét, som ikke kan beskrives eller omtales, men som må leves og ses og forståes med øjnene og kroppen.
Måske jeg skulle minimere ordene. Kropsliggøre livet. Eller måske ikke???

Hvis ikke det var fordi mit liv netop nu oversvømmes af nederlag af væsentligere og dyberegående karakter end følgende problemstilling, ja så er det liiiige før jeg må tage min selvopfattelse alvorligt op til revision. FORDI

Jeg er flyttet, og har i den forbindelse endelig - gentager ENDELIG - har fået afmeldt den store TV-pakke, som jo alligevel kun rummer pseudo-oplevelser, elendige serier og underlødig såkaldt underholdning. For ikke at tale om den uhørt høje pris, adgangen til dette miserable udbud koster på månedsbasis. FØJ! Godt at man kom af med det hø, og nu istedet kan hellige sig vidtløftige sysler, gode bøger, oplysende artikler, gode samtaler osv. Al den tid. Kvalitetstid!!! Vel at mærke!!!! Man bliver så bevidst. Om tiden. Roen. Indholdet…

Men. Meeeen: jeg må med nedbøjet hovede konstatere, at jeg savner no-brain-entertainment. - Savner seriemandag på kanal 4. - Savner “Alle præsidentens mænd”. - Savner en god - muligvis low-budget-og-no-brain-film.
Alt andet end Bubber, Master Fatman og det der er værre. Jeg savner at blive fyldt af støj, underholdning af uforpligtende karakter og følelsen af blot at kunne synke ned i sofaen uden tanke for noget som helst andet end at holde øjnene åbne. Jeg orker sgu ikke kvalitetetstidens konstante pres : Hvad føler du, når du føler? Hvad tænker du, når du tænker? Hvad VIL du egentlig?.
Jeg vil gå i hi. Med underlødigt tv og pseudostrømme af ligegyldige nyheder - i vore dage kaldet “news”, for det er nok lidt mere fancy, når det udtales på engelsk . Ikk sandt??

Og Gud hjælpe mig, om de ikke truer med strejke på DR. Så er der kun EEN kanal tilbage. Jeg må vist hellere få ringet til min tv-udbyder. I dag. Straks!!!!

Må bare gøre Søren Ulrik Thomsens ord til mine egne:

Hverken “fortælle” om tiden eller “beskrive” livet, men tælle tiden og skrive livet.

Og så - efter et øjebliks overvejelse - følgende fra egen hånd:
Måske bare være til i tiden og leve livet?

(Bare fordi mine ordkvababbelser, mit talepres og de konstante overvejelser, afregninger, analyser og notater ikke just har bragt mig succes i tilværelsen hidtil)

Kun eet er fornødent. Nærvær…

Kan man tænke en tanke ihjel?
Jeg er så rasende træt af at tænke. Overveje. Se tingene fra flere vinkler. Op og ned og frem og tilbage. Og lige langt.
Jeg savner bevægelsen. Fremad, vel at mærke. Ikke cirkeldans og spørgsmålstegn og uforløst smerte. Men skridtene. Ud i livet. Ind i livet. No brain - full body.
Jeg orker ikke flere drømme.
Hellere een krop (ved hånden) end ti talentfulde tanker (på taget. I hovedet?). Med en let omskrivning.
Jeg vil slippes fri. Ikke som fuglen flagrende over himlen, men som træskodansende kvindekrop gennem nætter. Eller måske: bare dans. Bare krop.

Kan man tænke en tanke ihjel?
En dødfødt idé. Eller…

Tanker. Igen. Aaaarrrggghhhh