Silhuet

Hvorfra stammer myten om, at når én sans mistes, så skærpes de resterende? En sejlivet løgn.

Jeg har mistet krop og barnetro og evnen til at turde se. I øjnene.

Har svært ved at lytte. Særligt efter egne behov. Skelneevnen er stærkt ramponeret. Forveksler gerne visdom og overtro; Skrøbelighed og sårbarhed. Som – uanset hvad der verserer af rygter – ikke er det samme. Og så videre, og så videre. Og trods min stadigt mere affældige samling af sanser, synes det eneste jeg har skærpet, at være min kritiske sans. Er det godt eller skidt?

Det er ligesom med laster. Mine har aldrig været konstante. De bare vokser og vokser, gør de.

Måske skal man bare ikke tage det med konstanter så bogstaveligt?

Måske, der er tale om relative konstanter?

Eller relative laster?

Kan man ikke finde på andet, kan man altid finde en krise, der kradser. Og man kradser igen (så kan den lære det, kan den) og der går hul på bylden. I heldigste fald også betændelse i skidtet. Og det bløder og pletter tøjet og så går tiden da med det. Plefjerner og kogevask. Man sætter sig lidt foran maskinen med tromlen, der kører og kører. I ring. Og man tænker: Trædemølle. Men tænker så om igen, for det gør en så trist. Trædemøller er per definition triste. Og man tænker om, men uden omtanke (dét medfører nemlig også ofte tristhed). Man bare tænker og tænker og så kører de også i ring. Tankerne. Hvorfor man rejser sig og sætter sig igen. Og triller tommelfingre. Først den ene vej, og så den anden vej. (Og tju og tju og skomagerdreng). Så den anden vej og den ene vej. Bare for at se tingene fra en anden vinkel. Men det kører stadig i ring og fingrene kramper og trædemøllen puster i nakken.

Så prøver man noget andet. Man fejer lidt for egen dør. Det bliver hurtigt kedeligt og skidtet sætter sig under neglene, hvor det jo ikke gør nogen gavn. I stedet flytter man ind i et glashus. Så kan man da kaste lidt med sten. Eller bedre: håbe på, at nogen andre gider at kaste med sten. Mod ens eget glashus. Og der bliver kastet og man råber og skriger: ”Pas dit eget glashus, så skal jeg nok smadre dit”. Så går tiden jo med det. Men som man råber i skoven, får man svar. Og som man råber mellem glashusene finder man sten. Til sin kiste. Dem kan man så rydde af vejen. Så går tiden også med det. Tiden går og klokken slår. Og man slår igen. Fægter med armene og banker i bordet. Men tiden er ligeglad. Den går bare videre, som om intet var hændt. Og man bliver vred, nej rasende, og rækker tunge. Man stikker tungen ud af halsen og hovedet ud af vinduet (der jo er smadret) og råber ”ÆvBæv, min tunge er længere end din”. Men tiden er for længst gået og naboen flyttet, så man får intet svar. Hverken i skoven eller mellem glashusene. Men tiden går da med det. Selvom man føler sig lidt fjollet. Med krampe i fingrene, et hus uden vægge og tungen ud af halsen.

Men krisen er drevet over og enhver tanke om Trædemøller er forduftet. Snart er også vasketøjet færdigt.

Det er Almindelighederne, der skaber virkeligheden.

Det går jo nok.

nå??!!.

Det skal det jo.

nå ja, det er også rigtigt.

Vi har det jo godt, som vi har det.

tal for dig selv!

Det kunne være meget værre.

says who?

Det er aldrig så skidt, at det ikke er godt for noget.

men heller aldrig så godt, at der ikke er noget uldent ved det.

I morgen kommer endnu en dag.

tak skæbne, need you remind me?

Almindelighederne får hjulene til at dreje rundt. Tingene til at køre. Men hvor fanden kører de hen?

og kan jeg komme af efter svinget??

Jeg ved at mødet med verden gør ondt. At virkeligheden giver skrammer og ridser. Skuffelser, der ikke er til at bære. Men som man må bære, fordi ingen tilbyder at bære dem for en. Alligevel finder jeg ofte, som jeg tidligere har været inde på, at tanken om alt dét, jeg ikke møder, ofte er mere smertefuld. Alt dét, der kunne have været. Dét, der kunne være blevet. Til noget andet end det, der blev.

Således gik jeg i dag videre, selvom jeg mødte:

Birgitte: Birgitte tæller. Tæller skridt og timer og kategoriserer. Sætter tilværelsen i system og skaber orden i kaos. En, to, tre…fjorten skridt fra sengen og ud i køkkenet. En, to..fem skefulde kaffe i filteret og en, to…fem deciliter vand på kedlen. En, to minutter og vandet koger. Tschuuu. Den velkendte lyd af vandet, der hældes over de malede bønner. Ni skridt ud i badeværelset, tre minutter under bruseren. Og så videre. En enkelt cigaret ind imellem. Senere klares indkøbene. En,to…ti stykker frugt udløser mængderabat…seks, syv reoler længere fremme og køledisken dukker op . 2 pakker hakket oksesmåkød, 2 liter mælk, en enkelt liter yoghurt. Så de afmålte treogtyve skridt til kasse 5. Altid kasse 5. Og hun går og hun tæller og klarer pligterne systematisk. Rubricerer en uoverskuelighed til afmålte doser af begrænset frygt. En enkelt cigaret ind imellem. Elleve gange suger hun på cigaretten, før den slukkes. Når dagen er omme, er det alene antallet af skodder, der viser at dagen er forbi. Atten skodder ligger der i askebægeret. Altid. Så går hun i seng.

Chresten: Chresten der elsker sin tjans som postbud, og som ikke har haft en sygedag i mere end otte år. Som altid fløjter den samme kluntede melodi og smiler. Chresten, der lytter til bilerne der passerer, hunde der gør og udrykningskøretøjers sirener i det fjerne. Men som forbliver ved sin post, sin rute og sit lune humør. Verden er udenfor. Og Chresten er udenfor verden. Ikke så snart han har fri, henter han sit fine gamle kamera. Drager afsted påny. Og med linsen skaber han et okular, der bringer verden nærmere. Indeni. Han skaber en optik, der befrier iagttagelserne fra krampen og gråden, der pludseligt og uanmeldt kan overvælde Chresten og som slukker for fløjt og smil og frihed. Med kameraet bestemmer Chresten selv motivet. Toget, skinnerne og uendeligheden i det tilbagelagte. Kun Chresten selv ved, at der ikke er film i kameraet.

Jeg så dem. Og jeg fortsatte uden at standse op….

Jeg har ikke noget at sige. Rettelse: Jeg har noget at sige, men ikke noget fornuftigt. Hvilket naturligvis ikke skal forhindre mig i at komme med et enkelt gylp. Eller to. Nu jeg er i gang. Nå nej, jeg er ikke i gang endnu, men det kommer. Nu. Talepresset vinder som altid. Det er ligesom veer: Når først de kommer, er der kun ét at gøre – give efter. Taleveer. Kan man have den slags i ental: Taleve? Nej det lyder sgu for fjollet, så jeg lader det forblive en flertalsstørrelse. Så meget desto mere en undskyldning for at pludre formålsløst gennem længere tid. Jeg har hørt om fødsler der tog flere døgn! Så læs endelig ikke videre: Man ved aldrig hvornår det får ende.

Godt så. Jeg pludrer. Det er tirsdag. Det var det også for en uge tilbage. Men dengang havde jeg ikke kvalme. Det har jeg i dag (og der er ikke noget win-win-situation over dét, kan jeg garantere). Jeg er kvalme og colaen i køleskabet er blevet doven og jeg glemte halvdelen af min indkøb, da jeg var ude at handle. Så nu står jeg med pålæg men ingen brød og en doven cola. Hvorfor det jo for så vidt har udviklet sig til en fordel. At jeg har kvalme, altså. Der er jo aldrig noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, som Grisefaster ville have sagt. Hurra for kvalmen. Og den dovne cola ikke at forglemme.

Vejret er heldigvis mellemfornøjet. Det er ubehageligt med kvalme, men dobbelt ubehageligt hvis man samtidig går glip af solbadning og bikini. Så endnu engang hurra. Denne gang for regn og gråvejr. Det er også godt for haveejerne. -En befolkningsgruppe jeg ikke tilhører, hvorfor dét argument altid har irriteret mig grænseløst. Og det er altid rart med noget at brokke sig over når man har kvalme, så om ikke andet kan jeg hidse mig op over alle de elendige haveejere, der jubler over regnvejr. Og dem, der skubber i bussen i én grad, så man skulle tro de søgte at undslippe en tsunami. Det miserable tv-program kan få en røffel i samme ombæring (og den er altså velfortjent!). Regeringen skal heller ikke gå ram forbi. De gør ikke noget ved tv-programmet. Eller noget som helst andet for den sags skyld. Og i samme åndedrag kan man jo medregne oppositionen. De gør heller ikke noget. Ved noget. Men modsat regeringen, naturligvis. Hvorved vi får to blokke, der hver især ikke gør noget. Ved noget. Og kan blive uenige om det alligevel. Imponerende. Jeg synes, det er for dååååårligt.

Jeg advarede. Jeg har ikke noget at sige. Gør det alligevel. Og undervejs er kvalmen aftaget. Ganz wunderbar. Det er lige før jeg overvejer, at gøre det til en dårlig vane. At brokke mig formålsløst, forstås. Lange lidt ud til højre og venstre og til himmels (for det er vel deroppe ansvaret for vejrliget hænger). Tjaaaa…..

Foranlediget af et indlæg fra en kær medblogger (http://httpwwwmariabrandt.urbanblog.dk/2007/06/24/next-stop-busstop/) startede en tankerække i mit, i forvejen ret belastede, lille hoved: Den udbredte tese om, at vore liv skabes gennem de mennesker, vi møder, og hvad dette har af betydning. Hvilket straks akkumulerede en ligeså nærliggende række af skrøbelige drømme om, hvem jeg kunne have været i fald jeg havde mødt….

Jeg er i denne ombæring ikke ude i kendis-sfæren. Nej, jeg tænker det daglige møde. Den pludselige interferens. Uforberedte, umærkelige træfpunkter mellem et Jeg og et Du: Når vi tilfældigt mødes under et læskur i regnvejr. Når vi finder sammen i fælles irritation over en udeblevet bus.  Eller dem, vi gang på gang passerer på vej til og fra arbejde, nikker, smiler til og intet andet. Alle dem, vi kunne have mødt og lyttet til og delt med. 

I dag mødte jeg ikke :

Agnete. Agnete, hvis barndoms somre blev tilbragt i morfarens lille kolonihavehus. Hvor de sammen fandt snegle og mariehøns, som de sendte til himmels håbende på godt vejr. Agnete, som elskede den forvetningsbefriede luft i morfarens selskab. Morfaren, der plejede den lille haves blomster med en sådan flid og nidkærhed, at det vidnede om en kærlighed Agnete hverken før eller siden oplevede magen. Agnete, der senere gik gartnervejen, trodsigt forlangende at stordriftsvirksomhedens uendelige karreerer af drivhuse skulle omsluttes af klassisk musik fa højttalerne i loftet. For det var da det mindste, man kunne forlange af omsorg for de kære blomster. Og det skulle jo være så godt for væksten, som hun ubøjeligt argumenterede. Hun fik ret, og de fik fred. Havde jeg mødt Agnete ville jeg have haft flere grønne planter i min karm og færre færdigkøbte, frysetørrede krydderier på hylden.

Aysia: Aysia fra Makedonien, der engang i halvfemserne efterlod sin fortid for at møde en uforståelig fremtid andetsteds. Aysia der skam er meget taknemlig, men som alligevel savner. Alt det hun forstår. Her er hun omgivet af ord, der ikke hænger sammen. Af lyde og lugte hun ikke begriber og årstider af uforudsigelighed. Hvorfor hun istedet har forskanset sig bag svulstigt ornamenterede gardiner, gulnede fotos og en sørgmodig fagot på grammofonen. Havde jeg vinket til Aysia, der bag gardinet i lejligheden på 2.sal, havde jeg måske lært at danse en makedonsk vals og værdsætte det tunge interiør.

Anne Grete: Anne Grete, der helst bare kalder sig Grete, for det andet “er så tungt”. Grete uden barndom og tre forliste ægteskaber i bagagen. Grete, der engang forpagtede en bodega på hjørnet ved stationen, men som idag må kæmpe med prisen: Slidgigt, tør hoste og lidt for mange daglige sjusser. Grete, der venter på børnene, for det er så rart med nogle man kan klage sig til - om prisstigninger, naboen der støjer og sofaen, der ikke holder meget længere. Og som, hvis de var kommet og havde lyttet, ville have hørt savnet og følelsen af nederlag bagved beklagelserne. Men de kommer ikke, børnene. Havde jeg mødt Anne Grete, kunne jeg være kommet istedet, og vi kunne drikke dus på en lørdag, og jeg ville have hørt om alt og ingenting og sikkert fået et godt grin.

Jeg mødte ingen af dem. Jeg er, den jeg er. Men kunne have været så meget andet. Og imorgen møder jeg måske Birgitte, Bent eller….Ballast?

Hun kan mærke tankerne, der falder fra hinanden. Som et Mikadospil. Det er ligesom pointen - gamet. At hun skal falde fra hinanden. For at stykkes sammen på ny. Så trættende, så usvigeligt sikkert, så fandens forudsigeligt, hver gang det sker. Hun vil allerhelst skrive en ny begyndelse. Om gyngestativer og buske så store som skyskrabere og vasketøj, der lufttørrer. Forfra. Om igen

Men virkeligheden er anderledes. Fyldt med absolutter og stilstande: Renskrevne og afsendt til en fortid, der alligevel ikke lader sig ændre. Og godt det samme. Istedet kan hun rette fokus på alt andet. Alt det udenom. Den verden, der rumsterer og støjer og ikke passer ind i ulykkelige skæbner, symfonier eller affaldsskakternes runde hul. Som ikke rimer på mågeskrig, men som ikke desto mindre føles nøjagtig så skærende. Vrede, for eksempel. Og hun er vred. Som et ondt helvede.

Havde det bare været flammende vrede: Blodrød, smuk og kraftfuld. Men hendes vrede er snarere gustengrå og indtørret. Klæber sig til en fortid, der som kridt for længst er smuldret bort. Ikke virkelig og alligevel tilstede. Nej, vreden er ikke som et bål i flammer, men ucharmerende, kantet og svulstig. Hun har derfor i stedet valgt tristheden. De nedslåede øjne: langt mere præsentable med deres mytiske skær af tilbageholdt sorg. Bærer skam med smil sin byrde, gør hun. Holder fanen højt og kæmper tappert. Får sin tyste applaus af uudtalt medfølelse; opnår en krigsveterans fredning. Og hun ved det.

Vreden? Den lægger sig som giftigt spy bag hendes malede øjenlåg. Udklækkes som en pludselig bryskhed i bussen eller som hviskende spydigheder bag hækken. Næsten uhørligt.

Ak ja, når man nu engang har valgt at sløre sin identitet under blognavnet Ballast, så kan det næppe undre, hvis man ind imellem drømmer sig bort til en anderledes glamourøs skæbne, end sin egen. Så de dage, hvor ballasten er for tyngende, bagagen for overvældende og vejrliget ikke arter sig som ønsket, har jeg ofte overvejet at skifte identitet. Om ikke andet så rent virtuelt. Opfinde mig selv. Påny. Om igen. Ser overskriften for mig: ”Ballast: Nu i light-version. Sommer, sol, søndag og sanselighed”. Ikke flere tristesserier. Ikke mere regnvejr. Ikke flere bekendelser af den tunge slags. Ikke mere selvynk, sorgfuldhed eller sentimentalitet.Alternativerne har været talrige. Og vidt omkring:

Marlene Dietrich: Tavs-som-graven-og-med-øjenlåg-så-tunge-som-borgporte-agtig

Nicolas Cage: Forlader-Las-Vegas-stinkende-af-sprut-og-bleg-som-en-hvid-asparges-men-er-alligevel-en-helt-agtig

Jytte Abildstrøm: Jeg-er-glad-24-timer-i-døgnet-og-rødhåret-på-samme-tid-men-slipper-godt-af-sted-med-det-hele-agtig

George Clooney: Jeg-har-en-kendt-far-men-kan-også-selv-og-redder-gerne-hele-verden-i-samme-åndedrag-agtig

Nu er virkeligheden bare ganske anderledes. Jeg har en krop så klejn som et faldet træ efter slutfirsernes efterårsstorm. Min hverdag er forudsigelig i en grad, så selv en autist ville blive utålmodig efter en kort stund. Min karriere er så fantasiforladt, at en offentligt ansat bogholder ville falde i søvn efter et gennemsyn og mit selvhad så massivt, at selv en højresvingende cyklist i den blinde vinkel fra en lastbil, må anses større chance for at slippe levende fra sammenstødet end jeg - i mødet med mig selv.

Så no wonder, hvis man drømmer lidt i ny og næ. Om en ny rolle. Og vel at mærke ikke som statist i et syngespil i borgerforenings-regi , næ nej, skal det være, så skal det være. Med Botox-implantater, guldbelagte stilethæle og blitzlys. Ka-pauw!!! Og skulle rollen falde ud til Nicolas Cage´s fordel, ja så kunne det teatralske selvhad jo vise sig at blive en faglig instruks. Et must. Et karrieremæssigt forspring…

Om ikke andet kunne man jo håbe på et kys af George Clooney i Cannes

” Det er vist også snart tid til at flyve fra reden”, sukkede ægget

Nogle længsler bør modnes før de indfries….

Man kunne vande blomster, ja man ku´så. I den have, man ikke har. Eller dem i vindueskarmen, der er af plastik. Man kunne også lade være. Man kunne istedet ringe. Til sin tandlæge. Sekretæren er altid frisk for en kvik bemærkning. Eller tyve, når hun nu alligevel har én i røret. Men der jo telefonregningen at tænke på. Så man ser sig omkring efter andre muligheder. Virrer med hovedet. Tager sig til panden. Sådan lidt “Carpe Diem”-agtigt. For enhver dag er jo begyndelsen på resten af livet, siger de kloge. Man må nok hellere tage sig sammen. Hurtigt. Få noget fra hånden. Bladet fra munden. Eller hatten på hovedet. Hvad ved jeg. Ja, hvad ved jeg?

Og man går. Ja man gør så. Den ene fod foran den anden. Et skridt ad gangen. Men man skal kravle, før man kan gå, siger de kloge. Så man kravler afsted og ser fuldkommen fjollet ud. Men det virker. Man kommer fremad. I verden. Videre. I livet. På knæ. Måske. Før man rejser sig op. Mest af praktiske hensyn. Det sviner tøjet sådan at ligge og kravle rundt. Så ja, man rejser sig og retter ryggen og løfter hovedet. Ikke af nogen grund. Andet end at sådan er vores natur. Sådan har mennesket altid gjort. Og man vil da nødig skabe uorden. I naturens gang. Eller sin egen. Så man går. Som sagt. Så gjort.

Og når man så har forvildet sig lidt rundt på må og få, bliver også dét kedeligt. Så man vender om. Ser sig tilbage (det er også naturens gang. At se tilbage. Erfaring kalder de kloge det). Ja man drejer hovedet og får nakken på gled og det hele sætter sig fast. Hoved og nakke. Rasende upraktisk. Så man går tilbage. Af den samme nedtrådte sti, som man kom ad. Ikke spor klogere, men med nakkehold og ondt i hovedet.  Så alligevel hellere vande blomster.