Silhuet

Glastimer.

Tid, der løber gennem dagene, som sand gennem fingre. Glas, der splintres og bundfældes i drømme. Drømmene, der strækker sig for langt: Ind i dagene og ud i livet og væk fra den krop, der venter på søvn.

For få timer og for meget glas.

Jeg ånder på ruden og tegner et ubehjælpsomt hjerte i duggen. Knocking on heavens door.

Der er dage, hvor jeg træder på glas.

Hvor udvé bliver indvé og jeg kalder forgæves. Dage med villede forsøg, der ender blindt. Dage med løgne, der kvæles i sandhed.

Det er dage af Frastand.

Ikke afstand Til. Men afstand Fra. Verden og dét jeg savner.

Man skal ikke skyde gråspurve med kanoner, siges det.

Af bitter erfaring kan jeg på det kraftigste frarådes spurve at forsøge sig den anden vej: at torpedere kanoner. Ikke blot gør det helvedes ondt, men kanonen ænser heller ikke påflyvningen. Skønne spildte kræfter.

Med venlig hilsen

En stækket vinge.

Det er ikke spor indviklet.

Det er bare morgen. Og uoverskueligt stille.

Alle de skridt, der ikke bliver gået. Og al den tid, der ikke må gå. De kræfter, der vender forkert og vrider alting til ukendelighed. Før Ating overhovedet er Noget.

Al den modstand. Mod Dem og De og Alle De Andre. Og den samtidige kalden. På de samme. Eller nogen andre.

Den tågede tale. Indkredsningen, der bliver til indsnøring: ”Når du strammer garnet…”

Det er ikke spor indviklet.

Det er Alt. Alt for simpelt.

I begyndelsen var Ordet.

Ordet

(så er jeg ligesom begyndt)

Man skriver om dette og hint. Begær, lyst og arvesynd. Savn og sult.

Burde nok have valgt en anden rækkefølge: Begær og lyst og straf. Før Ordet, før Ordene. Men min virkelighed er reciprok. Ordene formulerer den bøn, jeg ønsker indfriet. Skriften skriver den vej, jeg skal gå. Eller ikke gå.

Så jeg skriver. Bogstaverne bliver sten over åen. Fliser jeg skal træde. Eller undgå? Ruter over uopdagede kontinenter.

Jeg træder. En skrift. Famler mig frem og finder fodfæste. Mister det sekundet efter. Om igen. 

I begyndelsen var Ordet. Hvorved jeg er tilbage. Ved det uskrevne. Eller fremme?

Måske det er eet og samme. Begyndelse og slutning. Ét punkt.

Punktum. Punkt-um.

Hvis ret skal være ret

skal vrang være vrang

Yeeaaahhh

Tak. For alt. For meget.

For meget alt.

For mange tak.

Pseudo?

Its fucking real, honey.

Museumsorgel og røvballegranit: ”Tak for alt” står ridset i røven og piben får derved en helt anden lyd. En helt anden betydning. Man vender sig i graven. Vender den anden kind til. Den anden røv. Men musikken spiller videre, ja den gør.

Hymn to Freedom

Røvintellektuel. Eller intellektuel røv.

Der er ikke langt fra top til bund. Bottoms up!

Åndrighed og nedrig ånd.

Åndelighed eller hed ånd.

I am all yours baby!

Jeg ender blindt, når jeg søger. Misforstår vejen, som et middel til målet.

Sandheden er uvæsentlig. Skønheden er det interessante. Og ækelheden. Ondskaben. Fordi det peger. Udover det, der er. Skaber. Noget, der bliver.

Ikke sandt. Ikke til at leve med.

Men virkeligheden er ligeglad. Med et Mig og et Liv. Virkeligheden bare hamrer derudaf i al sin uglamourøse skønhed. Dét er vejen. Uden mål og med. Det er alt, hvad der er.

Så jeg må skrive. Mig ud af mig.

Ind i dig og livet med småt. Og alt andet.

Eller lade mig skrive. Om. Måske.