Silhuet

Min mormor hed Stella.

Hun var en Stella. Med sit opsneglede brune hår og de kendte øjne gik hun omkring og var en Stella. Min Stella. Mormor Stella.

Jeg husker hende ikke klart, for hun døde da jeg var 10 år. Men jeg kan tydeligt fornemme hende. Hun kaldte mig for Puttehøne og sagde egentlig ikke så meget mere. Bare Puttehøne. Og hun rodede og regerede med syltetøj og kartofler. Var altid i gang. Ikke med store projekter, men med små virkeligheder. Hønsene, der skulle fodres. Grønkål, der skulle plukkes. Dej, der skulle slås op. Det var dejligt at være i nærheden imens. Trygt. Stille. Det var skønt at følge i hendes fodspor og bare iagttage. Stella.

Min mormor var selve billedet på opofrelse. Ikke at det var hverken godt eller skidt. Sådan var hun bare. Stod i baggrunden og fik tingene til at fungere. Rengøring. Madlavning. Aftaler, der skulle passes. Breve, der skulle skrives. Hverdage, der skulle hænge sammen. Alt dét klarede hun. Dag ud og dag ind.

Da min mor første gang havde min far med ”på gården”, fortalte han i en indskudt bemærkning, at han var meget støjfølsom og derfor ofte vågnede om natten eller tidlig morgen. Ligesådan næste morgen,- den første morgen på gården. Han vågnede klokken 5 præcis ved en sær lyd udenfor: Husjjj, husjjj… og så nogle bankelyde, som slog nogen på noget? Han stod op og så ud af vinduet for at finde ud af, hvorfra lyden kom. Og derude på græsplænen ved den store rødbøg, stod mormor Stella og fægtede med armene: ”Husjjj, husjjj”, hviskede hun indtrængende. Hvorefter hun med en kæp slog på grenene: bank, bank. Hun var i færd med at jage fugle på flugt!! Opofrende som hun var, var hun stået op tidlig, tidlig morgen for at skræmme fuglene væk, så de ikke skulle vække min far, der jo havde så svært ved at sove!

Ingen skulle føle sig uvelkomne hos mormor. Hun havde et hjerte af guld. Kaldte ”kis,kis,kis” flere gange dagligt og de vilde katte kom farende, for de vidste, at nu var der mælk og kattemad hos mormor Stella. Og hun fyldte zinkfadet med varmt vand, stillede det i solen på gårdpladsen og satte mig i baljen. Badet i solskin og med mormor ved siden af nød jeg at plaske og pludre i timevis. Og Stella bare sad på en stol ved siden af og smilede. Sagde ikke meget. Men hun var der. Og det var alt nok.

Stella var træt. Altid træt. Hun havde haft dårligt hjerte siden sin pure ungdom og to fødsler havde ikke gjort lidelsen mindre. Hun klagede ikke, men hun var træt – det kunne ses. ”Puttehøne” kunne hun sige med et suk og et lille klap, og så vidste jeg, at hun var træt. Trængte til ro. Og hun satte sig stille og spillede Yatzy med sig selv (så er man sikker på at vinde, betroede hun mig), mens hun så ud af vinduet. På landevejen, hvor den røde rutebil kørte forbi én gang i timen. Og Stella vinkede troligt til chaufføren, og jeg ved ikke om han vinkede igen. Det var også lige meget,- mormor vinkede og det var alt nok.

En tidlig forårstirsdag blev hjertet af guld træt. Af at spille yatzy og vinke og fungere.

Jeg vinker stadig. Til Stella.

Et hul gemte en stjerne.

Slugte et lys, men tændte en drøm.

Stilheden der følger,

og glæden ved at vide.

At når en stjerne dør, fødes en galakse.

Det kan være svært

at være levende. Når man er igang

med at dø. Undervejs. I bestræbelsen på mere

Liv. Mere

lys.

Så må man vokse. Ud af ingenting.

Og mod ingenting.  

Fjerne sig for at komme nærmere.

Det kan være svært at skrige. Når man holder vejret

…. Af angst. For skønhed.

…. Af begær. Efter samme.

Det kan være svært at ånde. Når man suger og suger. Kraft. Ud af og ind i.

Som en forvirret supernova, der ikke eksploderer, men bare venter.

På mere. Eller mindre. Himmelråbende skønhed.

Ikke gå tilbage. Ikke vende sig bort. Men gå til.

Noget inden. Før-erfaring.

Præ. Ikke uvidende, men ikke-vidende. Dér, hvor tomrum er tomrum. Altså rum, der er er tomme. Og således ikke fyldt. Af tomhed.

Dér, hvor timerne er nye og man ikke har lært at hade. Sig selv.

Hvor man længes i forventning: Hvor savn blot er uopfyldte ønsker, der venter på forløsning. Ufødt lykke.

Hvor verden er ubefolket og drømmene får lys.

Hvor du er dig og jeg er mig og vi er os. Hinandens.

Hver for sig.

Det er så meget (at sige). Så få at sige det til.

Eller: der er ikke noget (at sige). Ikke noget fornuftigt i hvert tilfælde. Og heller ingen at sige det til. Sige noget til. Ingen at sige fra. Til. 

Der er bare mig og alle ordene. Uden mening. Uden fornuft. Uden indhold.

Der er så meget  Meget. Så meget Lidt.

Der er meget, meget lidt.

Tilbage. 

Måge søger hætte

Engel søger glorie

Larve søger puppe

Snegl søger vej

Fugle søger træk

Du søger væk

Skarp som en Satan, kløver du verden. Med kølig beregning og hånlige analyse er din dom nådesløs: Dur´- dur´ikke!

Din giftige spy ligger spredt. Foran. Bagved. Omkring og indeni, som sne på bjergkæders toppe. Forbandet koldt. Helvedes smukt.

Med omhu og grusomt klarsyn spreder du din omsorg.

Hungrende efter nærhed, lystrer jeg dit kald. 

Og med lige dele afsky og kærlighed ved jeg, at jeg må smelte. Sammen med dig. Elske dig. Ihjel.

Man kan gå. Og gå. Og gå i stykker.

Ikke: en, to, tre stykker og det samlede bliver delt.

Ikke en årsags-virknings kæde, der kan sættes i system og ordnes og registreres.

Ikke en teatralsk, men rørende, fortælling om et Dengang og Da, da alt var såre godt. Og et Nu hvor alt er tabt og fortabt og forlist.

Ikke et puslespil, der kan samles og fortælle historien om det, der Var. Og som forevigt er tabt.

Ingen storhed. Ingen skønhed i det tragiske.

Men bare gentagelsen. Og gentagelsen. Igen og igen.

Til det hele forsvinder og opløses og fortaber sig.