Silhuet

På udkig efter min inderste længsel, fandt jeg min yderste nød.

Søg og du skal finde….

Yeah right!

Man kan råbe og skrige. Skælde og smælde. Man kan buldre og brage. Som tomme tønder, som torden taler.

Man kan gå til og fra, ind og ud. Man kan gå bort, man kan gå mod. Gode råd og det modsatte.

Man kan trygle og bede. Håbe og tro. Det bedste og det værste.

Man kan kaste håndklædet i ringen. Man kan kaste mønter i brønden. Man kan kaste med sten efter glashuse.

Man kan rasle med sabler, true til tavshed.

Man kan martre i drømme. Og virkeligheder.

Man kan briste eller bære. Man kan briste Og bære.

Man kan vrisse og vræle, trøste og sukke. Man kan lytte, man kan nå.

Man kan hoppe og danse. Vælge og vrage. Man kan også lade være.

Man kan se og man kan mærke. Man kan føle og fornemme. Ramme ind og nå frem.

Man kan holde om og holde af. Man kan holde ud.

Man kan vente og vente. På noget, på nogen.

Man kan finde og findes.

Igen og igen.

Nogle gange bliver det for massivt. Med mængden af spørgsmål og fortvivlelsen ved de manglende svar. Så må man bande lidt i stedet. Banke i bordet, ruske i tremmerne eller råbe i skoven. Ikke for at finde svar, men for at overdøve manglen. På svar.

Af min stadigt mere affældig samling af sanser, synes den kritiske sans at være den eneste, jeg har skærpet?! Lige sådan med mine laster. De har aldrig været konstante, nej de bare vokser og vokser. Uden at mine arvesynder er aftaget proportionelt hermed. Jeg sidder derfor med et overskud. Af skepsis, laster og synder….(Og talepres!)

Måske det med konstanter bare ikke skal tages alvorligt. Måske der er tale om relative konstanter? Relative laster? Eller en relativt konstant lastefuldhed?

Well, med alle de kritiske sanser skærpet, kløerne slebet og alarmberedskabet på højeste, tager jeg fat. Fabler om Dette og Hint i øst og vest. Uden at komme nogen vegne. Blablabla: om skam og skyld og sukkermadder, der lugter mistænkeligt. Lidt om vejret, om galaksers fødsel og himmelråbende naivitet. Spørgsmål. Uden svar.

Eller værre: en fandens masse svar uden tilhørende spørgsmål.

Så kan man for alvor tale om at finde en nål i en høststak.

Og man bruger sine livliner: Ringer til en ven (der ikke er hjemme); fjerner to af fire mulige (og efterlades med to umulige) og spørger til slut publikum, som viser sig at være udvandret i protest. Så er man virkelig på spanden. (Den spand Jochum synger om - den med hul i bunden)

Det er her man lærer ikke at spørge. Lærer, ikke at forsøge sig med svar.

Det er her man burde lære at tie. Men det gør man ikke.

Man bander i stedet. Banker i bordet til næverne bløder - bokser til sække, der ligeglad dingler ned fra loftet. Man råber og rusker og er en fandens tøs. Og lige lidt hjælper det. Sgu!

Min nu tilspidsede kritiske sans burde have advaret mig på forhånd: Kære pigebarn, der findes ingen relevante spørgsmål og slet ingen relevante svar. Og det hjælper ikke at bande over det.

Sgu, sgu!

Jeg har slået en cirkel. Trukket en sart-rød tråd omkring en støvregnsstilhed.

Venligst: Ingen adgang.

Se mig ikke for dybt i øjnene - hold mig ikke for længe i dine arme. Lad mig gå før vi når frem - slip mig fri, når vi nærmer os.

Dét, jeg ikke kan bære. Alene. Aldrig vil kunne dele. 

Nano. For småt til at ses. For stort til at rummes.

Jeg løber stille morgener ihjel. Træder ensomheden ud kroppen i taktfast puls og forsvinder. Ind i og ud af. Grådis og ligegyldige biler: På vej gennem søndage af idyl, helvede eller bare dvælen. Jeg løber. Ikke for at nå frem, men for at undslippe.

Cirkler og stilhed og det udelelige.

Støvregn trækker et behageligt gardin over dage og veje.

Hun går rundt i et virvar af ting og følelser, der ikke er hendes, men heller ikke nogen andres. Hun kan ikke rumme. Kan ikke rumme værelser fyldt med kulisser af et liv hun ved, hun aldrig vil kunne leve. En luft så tyk af tilbageholdt tomhed, at hun knap kan ånde.

Men hun ånder. Trækker vejret ind og puster ud - næppe hørligt. Hun holder tilbage på både vrede og sorg: Lægger pænt tøjet sammen og sorterer aviserne. Hver ugedag har sin egen bunke: mandag, tirsdag, onsdag og så videre. Hun skifter de nedbrændte stearinlys i stagerne. Altid gule lys. Altid.

Gøremål. Gøren. Uden mål.

Nogle gange lader hun sig overvælde. Af aftenens tiltagende mørke og væggenes golde stirren. Så sætter hun sig tungt i sofaen og lytter. Til den svage bilstøj fra gaden, til varmens stille summen i rørene. - Vandet fra et toilet der skylles ud og kendingsmelodien fra en tv-serie et sted bag væggene. Hun lytter og kan høre verdens lyde.

Hun forstår det ikke. Skræmmes. Må sikre sig at hun er tilstede og gnider febrilsk hænderne mod hinanden, for på den måde at mærke. En krop. Et liv.

Eller bare en hånd: Noget gribeligt midt i stilhed og ikke-hed.

Hun griber med den ene hånd om den anden, holder fast. Fastere. Klemmer til det gør ondt, og fingrene begynder at snurre. Slipper så et øjeblik, for sekundet efter at gøre det igen. Griber og klemmer. Hårdt.

Hun gør det præcis så længe, at hun kan opretholde følelsløsheden og tanketomheden. Præcis så længe, at fortryllelsen ved at mærke smerte og krop ikke overdøves af bevidstheden om det tåbelige i handlingen. Nøjagtigt lige sådan med de gøremål, hun fylder dagene med: Hun går lige til grænsen, men aldrig længere.

- Aviserne sorteres sirligt, gulvet støvsuges grundigt. Ikke andet. Aldrig længere.

Hun tænker sjældent videre. Orker ikke at skulle se  avisbunker og hændervriden i øjnene. Kan ikke rumme. At rumme. Hun går rundt i et virvar af noget, hun ved burde være hendes, men som hun ikke kender eller forstår. Et Noget hun savner desperat og som hun  kæmper for at nærme sig. Med orden og bunker.

Og hænder der klemmes hårdt, som for at holde sammen på det hele.

Åh, den evindelige hyklen. Sukkene, der fylder i al deres tilbageholdthed og loddet, der altid vender den tunge ende nedad:

Relativiteten og røven er

skruer uden ende:

”og så videre”….. i én helvedes evighed.

Måske man skulle finde sig en bjergtop. Bare skyer og himmel og Vorherre til hest. Ingen triste dybder, bare uendelig blåt. Ingen suk og ingen håbløs higen. Efter mere eller mindre.

I stedet et tilbagelænet aaaahhhhh.

Og ikke videre.

En skorstensrække af trøstefuld Nordkraft, en havn beboet af en plastfarvet kran. En måge på havet og endnu en glemsel, det er koldt og det fryser en rum tid endnu.

Min nøgle istemmer en lås af forbihed - mine fødder har betrådt snart enhver tankesti. Det er langtfra en højtid, det er nutid og hertid. Det er tid til så-meget, som jeg selv har valgt fra.

Et telefonrør forvekslet med smukke konkylier: samme susen for øret, samme hav, samme sjæl. Og jeg blinker med øjet og virrer med hovedet: ser et genspejl af fortid og fremmed logik.

Om du var her og blev her og  så gik for altid. Om du tog mig og strøg mine kinder påny. Om du så mig en morgen og kaldte i modvind, sku jeg blotte min navle, sku´jeg danse mit digt.

Men du smiler og hvisker en hymne om noget, jeg nu ved er mig fremmed

og som aldrig blir´ mit.

Sommetider når taknemlighed føles som sorg, må hun mærke.

Mærke en skovbund der bløder, når hun går. Mærke kulde i kinder og frostens hvin i et øre. Hun må snappe efter vejret og løbe sig til varmen – trille omkuld i visne blade og ryste sig fri.

Sommetider når det store bliver for stort og alt andet for småt, må hun lede.

Finde et lyskryds, der smiler og blinker. Finde en bil, der standser - giver plads. Hun må krydse et torv fyldt med dovne duer og le for sig selv i en supermarkedskø. Hun må løbe efter busser og tabe en handske - for at bukke sig ned og samle den op.

Sommetider når det hele bliver for meget og hun selv for lidt, må hun spejde.

Fange en solstråles skin på en mur. Gribe en lyd af en stemme fra før. Så må hun lege med ler og nynne med næb, hun ikke ejer – så må hun trodse et forbud og skjule et ar.

Sommetider når det bedste er værst og hun ikke kan tale, må hun tie.

Hun må tie og lytte og stryge et sejl. Hun må se en himmel, der rækker udover øjet. Så må hun skrive i duggen – et tegn og en node. Hun må træde en rute, der ender blindt - og hviske forsigtigt: “også blinde veje ender”

Sommetider når blå bliver krop og verden ikke mere venter.

Må hun tro, hvad hun ikke kan fattes.

……….

Det er ikke smukt. Ikke-smukt.

………

Det er ikke noget. Særligt.

………

Det er

virkelighed

hamrende derudaf i uglamourøs skønhed

ligeglad

med du´er og jeg´er

med hjerte, smerte og patetiske rim

den bare overhaler

efterlader

mig og mit

(mig med mit)

så jeg må skrive

mig ud

skrive

mig

ind

i

Dig og Livet og alt andet

Umiddelbart efter svinget ved ishytten, cirka halvvejs på ruten, drejer han til venstre ind på rastepladsen. Her holder han med motoren i tomgang og ryger en cigaret, mens en veloplagt morgenvært præsenterer nyheder og hitlistemusik.

Her sidder han og finder sig selv, finder plads i kroppen - finder kræfter til at køre det sidste stykke mod kontoret. Han tænker ikke: tværtimod tømmer han hjerte og hjerne. Bliver en mand i jeans og nystrøget skjorte med et venligt lidt udtryksløst ansigt.

Når den orange glød når filteret, slukker han cigaretten i askebægeret, slipper håndbremsen og drejer tilbage på vejen. Kører de sidste kilometer til den matsorte kontorbygning, stopper bilen og træder ind ad døren til de lange korridorer med endeløse rækker af døre.

Han er ikke ensom. Han er bare på vagt og føler sig bedst tilpas med ikke at lade nogen eller noget komme for tæt på. Han ved sig sikker i behørig afstand af nærhed og har valgt det professionelle engagement istedet: Han er hundrede procent loyal, udfører sine opgaver med præcission og omhu og behandler sine kolleger respektfuldt, grænsende til det kølige.

Han er sirlig. Sirlig i sin altid nydelige påklædning, sirlig i sin rettidighed, sirlig i sin upåfaldenhed og sin klædelige beskedenhed. Han ved sig betragtet, men ved også at ingen – ingen – kan sætte en finger på hans indsats.

Af samme grund kan han med sindsro sætte sig i bilen og køre hjem ved arbejdstids ophør Han ved at ingen vil bemærke hans fravær. Han er en mand i jeans og skjorte, en stabil arbejdskraft og loyal medarbejder. Velagtet og aldeles uinteressant. Det er sådan han ønsker det, det er sådan han har valgt at være. Udenfor, men ikke ensom.

Aftnerne bruger han i sit mørkekammer. Et dunkelt belyst rum kun oplyst af en svagrød pære over et kar med fremkaldervæske. Her sidder han iført slåbrok, med den nøgne hud behageligt beskyttet af den bløde frotté.

I karret ligger fotografiet af en solbrændt dreng i badebukser. Han poserer glad: armen er bøjet i en halvfemsgraders vinkel omkring et sæt orange badevinger, og hans øjne fortæller en skælmsk historie om verdens stærkeste mand. En glad historie; en solbrændt historie.

Lidt længere henne på den bare væg: Et foto af en bil på en mark. Mandshøje majsplanter og en lille Fiat. Tilsyneladende umotiveret placeret på en bar plet mellem planterne. Rød bil mod grønne planter. Intet andet.

Ved siden af dette: Et foto af tre glade studenter med sorte huer på hovedet. Tre drenge med armene om hinanden og store grin på læben. Tydeligvis på vej videre. Ud. Væk. På vej mod noget de ikke har nogen klar forestilling om hvad er, men som de længes efter med forventning.

Endelig: Et foto af et kamera. Sort spejlrefleks. En stor linse glor nysgerrigt tilbage på beskueren. Billedet beklæder hele bagvæggen af det sparsomt belyste mørkekammer.

Han sidder i sin slåbrok. Ser og ses. Så gennemsigtig. Næsten gennemlyst.

Han tænder en cigaret. Den røde glød matcher loftpærens rødlige lys. Han ser på sit armbåndsur og rejser sig derefter for at gå i seng. Han går ind i soveværelset. Der er køligt - han skutter sig en anelse og lukker vinduet. Stiller vækkeuret og hænger morgendagens tøj frem på stoleryggen: Blå jeans og en nystrøget hvid skjorte.

Slukker så lyset og går til ro.