Silhuet

Og jeg ville have skrevet til dig om hvide birkestammer. Om at vokse i søer og leve blandt klipper. Jeg ville have fortalt om Siljannætter og bræddehytter og om en bræ beklædt med lyng. Jeg ville have nynnet lidt om den langsomme bevægelse mod alt og ingenting - fået dig til at le af ”et føl på tværs”. Jeg ville huske dig på himlene, der holdt vejret og horisonterne, der ikke var, men bare syntes. Jeg ville hviske lidt om stilhed på stilhed og stilhed igen.

Men det blev væk i hensynet til Næsten, i gøren og laden, i suk og indeklemt latter. Det forsvandt i processer og rundbordssnak. I spildt mælk, der ikke måtte begrædes.

Og henover rummet så jeg dig i døren, og jeg så du forsvandt uden at blive mødt.

Hvis du kommer igen, vil jeg gå dig i møde. Male en stamme af birk og synge lidt om finske nætter og himmel-i-hav. Jeg vil fortælle om lyngens lilla og endeløshedens delta og tegne et kryds på din hånd.

Så du også i morgen vil se, og vide at Dette er ikke alt.

Det jeg egentlig ville sige. Hvis ikke tankerne og følelserne og morgenens tåge var kommet i vejen. Var noget ganske andet. End det jeg sagde. Rettelse: End dét jeg ikke sagde, men som i form af tavshed uudtalt lagde sig i rummet og over dagen.

Det, jeg forsøgte at udtrykke, handlede om en drøm: En elevator i fart, og et klemt menneske der sad på toppen i en akavet stilling og ikke kunne se og ikke kunne ses.

Der, hvor morgenen skulle have handlet om behov for trøst og et nærvær. Der hvor det skulle have heddet ”hjælp” og ”elsk mig” og ”få mig ud herfra”, lød i stedet det modsatte: afvisning, lukkethed og nedslåede øjne.

Som altid: Krav, der ikke må være. Urimelige krav og hjælp behov, som ikke kan finde berettigelse. Fylder og puster sig op og flyder ud og ind og imellem. Som svulstig rød lava trænger det ind i hudens porer og ud i luften omkring os og indeni.

Det er så tilsyneladende smukt det rødglødende magma, men hæsligt. Hæsligt i al sin rasende skønhed, - det er for brændende eller for meget eller for lidt. For kert.

Så det pakkes ind. Nej, det pakkes ned. Sluges, som bøvser ved en betalingsautomat. Skammes ud og skræmmes væk eller stoppes ned i maven, hvor det sætter sig som en hårbold af ufordøjet selvhad, der bare ligger og…ligger. Suger af væsker og syre og bliver opstød af had og vrede og hån og noget andet. Noget helt, helt andet. Et savn, for eksempel, et savn efter at sige det, man kom fra. Det, man kom med. Det, man havde på hjerte.

”Se mig”, ”Rør mig” og endelig…”Befri mig”. Hjælp mig ud af den forvrængede tale og kulden i kroppen, tø mig op og pust ånde i troen og leret og vandet, der skal deles. Lad mig for helvede ikke skrige flere vrangsider ud, når nu det er tryglen om nærvær og kropmodkrop-hed, jeg trænger til.

Sluk lava og ildkugler og min spyden med drageild.

Tæm mig. Tæm mig.

Giv mig de toner, jeg mangler.

Giv mig den krop, jeg forlod.

- Det sprog, der gik tabt mellem indtryk og udtryk.

En dag vil muren svare mig med en port. Og  porten vil spørge efter en mur.

Det er noget med at fange og gribe. At fanges og gribes.

Det er noget med ven og fjende, med løgnens lykke.

Eller også er det bare noget med mure og porte.

Spørgsmål og svar.

Noget om ord og mangel på samme.

Og man græder fortvivlet og griber desperat efter nye veje og vildveje at komme videre ad. Alt imens verden af lave - eller bare i gang. Ingen synes at kende forskel.

Korthuse bygges for at styrte sammen, bøger skrives for aldrig at blive læst og milepæle sættes ude kontekst. Tilfældigt spredt over landskabet står de -milepælene - på rad og række. Ligner efterladte gravsten.

Man haster videre mod nye højdepunkter, frysepunkter eller Breaking News. Vel vidende at intet er nyt længere, alt er gentagelse på gentagelse, cyklus er tilendebragt og trædemøllen trådt i stykker. Så for at glemme det debile i vor cirkeldans, overbeviser man sig selv og hinanden om, at denne gang er det. Denne gang er det anderledes. Denne gang er det denne gang.

Vel vidende, at intet er anderledes. Teksten er skrevet. Scenografien sat. Tæppet faldet.

Kun inskriptionen på gravstenen mangler at blive formuleret:

” Cut the crap ”

Den tyngde min krop ikke ejer,

må jeg som et åg

presse ned over mine skuldre

som skyld, skam og

obskøn poesi

Mildheden i at undlade

drømmen om at drømme

lykken ved at glemme

glæden ved at længes

Så står man og betragter en flue ,

der sværmer omkring en lygtepæl på torvet i en forblæst stationsby.

Pludselig forstår man hvorfor,

en korøv kan synes så tiltrækkende

….

( kan det erstatte det unævnelige f-ord, tøser ? )

Kan huske som barn:

Fascinationen over, at solens stråler gennem luppens glas blev brændende. Fortættelsen af energi. Mystikken og faren.

Wauvv – en stråle. Milliarder af kilometer borte. Der fanges. Af glas. Og tusinddobles; skærer og svider.

Og så: Hvad da med mine øjne. Mit syn på verden.

Kan distancen overvindes, hvis jeg skifter optik. Ændrer synsfelt. Kan jeg skære gennem skammen og uforståeligheden og dynerne af løgne. Kan jeg så leve? Eller vil jeg brænde op? Brænde ud?

Det var sommer. Jeg var barn. Det var jo bare en leg.

Man kan gå uden om eller indenom. Over, under eller ved siden af. Man kan hoppe og danse. Rende og hoppe. Vente og vente. På noget, man ikke ved hvad er. Før det kommer.

Nej! Før det går.

Evigt ejes kun det tabte, siges det. Så man længes efter afsked og farvel og tab. Efter svigt og svigt og svigt igen. Fordi det er så sikkert - tabt. Det kommer aldrig tilbage! Så fuldstændig koldt. Så definitivt. Et archimedespunkt for al videre væren. Al videre ikke-væren. Al værgen og afværgen.

Og man bygger mure, på en vold af det tabte. Fæstningsværker med skydehuller, man kan skyde fra. Hade fra. Græde ved. Grædemure og tårekanaler. Alcatraz.

Endelig har man fundet hjem. Til ingenmandsland. Livsvarigt dømt.

Hvor befriende!

Evigt ejes kun det tabte.

Lad mig dog voldtages

af min egen

påtagede blufærdighed