Silhuet

En eller anden snedig satan har undervejs lært én, at man skal nyde udsigten. Før det er for sent.

Og på vej ud over kanten, lige dér hvor man mister grebet og alt er for sent, ser man. Udsigten.

Ikke før og ikke senere. I ét eneste øjeblik af Ingentid er alt såre klart, og man ved. At grebet er mistet. Fuglen fløjet.

- Det kaldes erfaring.

Man kunne vælge at opgive ævred. Man kunne vælge at vende ryggen til med et suk. Man kunne vælge at folde hænderne til en bøn. Man kunne vælge at bryde sammen i gråd. Man kunne vælge at tælle til ti. Man kunne vælge at lukke øjnene. Man kunne vælge at åbne dem igen. Man kunne vælge at tro på det bedste. Man kunne vælge det modsatte. Man kunne vælge at kæmpe imod. Man kunne vælge at lægge våbnene. Man kunne vælge at bede om hjælp. Man kunne vælge at klare det selv. Man kunne vælge at søge udad. Man kunne vælge at vende det indad. Man kunne vælge at sove på det. Man kunne vælge at holde ører og øjne åbne. Man kunne vælge at springe over, hvor gærdet er lavest. Man kunne vælge at kravle under. Man kunne vælge at le sidst. Man kunne vælge at le bedst. Man kunne vælge at le ad det hele. Man kunne vælge at stille gode miner til slet spil.

Man kunne vælge at stoppe mens legen er god. Man kunne vælge at lege med nogen andre. Man kunne vælge at fortrænge. Man kunne vælge at konfrontere. Man kunne vælge at kæmpe med. Man kunne vælge at kæmpe for. Man kunne vælge at ryge og rejse. Man kunne vælge at sejle sin egen sø. Man kunne vælge at smile til verden. Man kunne vælge at stikke tungen ud af vinduet. Man kunne vælge at blive ved sin læst. Man kunne vælge at flyve højere end vingerne bær. Man kunne vælge at flyve for tæt på solen. Man kunne vælge at gribe stjernerne. Man kunne vælge at gå over åen efter vand. Man kunne vælge at vande høns. Man kunne vælge at klappe hesten. Man kunne vælge at sadle samme dag, som man rider.

Man kunne vælge skrige til himlen. Man kunne vælge at grave sin grav. Man kunne vælge at skue mod evigheden. Man kunne vælge at pille sin navle. Man kunne vælge at feje for egen dør. Man kunne vælge at kaste med sten efter et glashus. Man kunne vælge at gå bag lukkede døre. Man kunne vælge at leve for nedrullede gardiner. Man kunne vælge at hoppe og danse. Man kunne vælge at vrikke og svanse. Man kunne vælge at buldre og brage. Man kunne vælge at tie og samtykke. Man kunne vælge at smide perler for svin. Man kunne vælge at rette smed for bager. Man kunne vælge at smede mens jernet er varmt. Man kunne vælge at tælle knapper. Man kunne vælge at rette slipset. Man kunne vælge at tale sin sag. Man kunne vælge at tie før man taler. Man kunne vælge og vrage.  Man kunne vælge at vrage.

Jeg føler med ofrene fra Seest.

Jeg forstår vreden over ventelister til kræftbehandling.

Jeg tilslutter mig hundrede procent forargelsen over højrefløjens smålige forslag om at afskaffe livsvarig ydelse til kunstnere.

Jeg finder problemet med overvægtige børn skræmmende og har kun hovedrysten tilovers for ekstreme muslimers afbrændinger.

Og ja: Jeg har stor sympati for indsatsen for anbragte børn og glæder mig over håndboldherrenes succes. Jeg krydser fingre for, at gode kræfter med tiden kan opbløde retorikken mellem religiøse fløje overalt i verden og synes i øvrigt at indsatsen for livsstilssygdomme er al respekt værd.

Ingen tvivl derom!

Men.

Efter flere års arbejde indenfor psykiatrien, som jeg nu har forladt til fordel for advokatverdens bonede gulve, kan jeg i bagklogskabens stadigt mere ulidelige lys se, hvor helt og aldeles underbelyst psykiatriområdet er.

Og værst er det, at ikke handler om rigtig eller forkert. Det handler ikke om usle politikere, uuddannede behandlere eller sygehusvæsenet som institution, der i bevidst ond mening fejlbehandler, ignorerer eller lægger en gruppe mennesker for had. Det handler ikke om mangel på omsorg fra plejepersonalets side eller manglende videnskabelig viden på området.

Desværre kan man, og således heller ikke jeg, rette skytset mod en klart afgrænset gruppe samfundsborgere, der misrøgter deres forpligtelser. Jeg kan ikke anklage hverken politikere, læger sosu-assistenter, sygeplejersker eller i sidste ende vælgerne, for psykiatriens lavstatus.

Nej, det handler om bjælker og øjne. Om dig og mig.

Det handler om, at vi ikke magter at se vore menneskelige begrænsninger i øjnene. Det handler om, at det er for smertefuldt at erkende, hvor porøse, hvor sårbare og hvor gennemsigtige, vi hver især er. Af og til.

Hvor udsatte, vi er. Eller kan blive. Alle sammen.

Det handler om, hvor let det kan gå galt – for os alle! - i en verden, der ikke kan rumme afvigelser, skævheder, originaliteter. En verden, hvor firmaformatkasserne er eneste gangbare størrelse. En verden, hvor fejlslag, overload eller eksistentiel vaklen straks affejes som ”sindssyge”. En betegnelse der gerne udtales med foragt og fnys, som var der tale om forræderi.

Måske bare en illoyal påmindelse om noget, der ikke fungerer, men som vi ikke evner at ændre, og derfor fejer bort, fejer væk, afviser eller ignorerer?

Taberne bliver de titusindvis af dybt ulykkelige mennesker, der alt for tydelig mærker. Mærker, at de er forkerte, for meget, i vejen, til besvær. Mennesker, der i forvejen er tvunget i knæ af et skrøbeligt sind, der ikke kunne klare mosten. Og som bestemt ikke har brug for flere ydmygelser. Mennesker der bogstavelig talt stuves sammen som slagtekvæg på overfyldte afdelinger, hvor bemandingen er under al kritik, og hvor det bliver stadigt sværere at rekruttere medarbejdere.

Mennesker, der om nogen trænger til tid, omsorg og velovervejet behandling, men som er heldige hvis de én gang ugentligt får lov at tale med en læge (i bedste fald,- ofte er der tale om lægestuderende der bruges for at lappe hullerne i et udhulet system). Mennesker, der medicineres i et omfang, der ikke altid er hensigtsmæssigt, men som er den eneste mulige løsning de sparsomme ressourcer taget i betragtning.

Og jeg kunne fortsætte, men allerede nu er der for mange ord. For mange ord til at det fænger. For mange ord, der dog ikke er tilstrækkelige til at beskrive den afmagt, disse mennesker oplever. Den afmagt JEG oplever, når jeg dagligt tænker tilbage på ulykkelige mennesker, der har en sygdom verden ikke tør se. Hvorfor vi slår blikket ned. Ser væk. Lukker øjnene.

Men det forsvinder ikke! Det er en del af os. Af os alle.

Skulle vi derfor ikke se af at se. De psykisk syge. Og dermed os selv. I øjnene?

For så vidt og bredt

som du favner og griber

en terning der kastes

en jomfru der fødes

*

al den tid du sover

over alle bredder

øser ud af dybder

synker ned i drømme

*

al den stund du venter

på lys der skal komme

tid der skal rulle

slægt der skal følge

*

vil jeg vente og nemme

hvad ingen kan vide

men alle mærke

som vildfarne lommer

af tid og i krop

*

(          )

3 spsk. punkterede klichéer

1 dl. alkoholrelaterede betroelser (gerne fra en sen nattetime)

100 gram groft hakkede skuffelser

1 knivspids salt i såret

2 hårdkogte traumer

1 (lidt for) fælles bekendt

300 gram navleudpillet weltschmertz

en håndfuld forliste forhold (let strøet)

1 drys bitter savn efter en fraværende far

2 stænk sirupsvendte metaforer

Det hele vendes lige omkring kvalmegrænsen et kvarter, hvorefter det stilles til hævning et lummert sted.

Deles i alt for mange portioner og bages nederst i ovnen til gloserne er godt forkullede.

(Ud)stilles derefter på en blog til afkøling.

Tiloversblevne uspiselige rester tåler IKKE nedfrysning.

Aflad mig

Indlad dig

Undlad

resten

Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af,

eller nej: hvad man ikke ved, at man ikke ved, har man ikke ondt af.

Hvad man ikke ved, kan man ikke undskylde for,

eller jo - måske netop dét. Skylder man at undskylde.

Hvad man ikke ved, kan man ikke leve af. Eller leve på.

Så hvad man ikke ved, må man tro.

Det er noget med

at leve af , leve på

eller leve med

….tror jeg….

Storm før stilhed

Hun mærker en ro, der ikke må slås itu. En tysthed der ligger i morgenens dis og holder vejret.  Klokken er endnu ikke seks og hun er er tidligt på færde. Står op da vækkeuret ringer, for straks at lukke døren ind til soveværelset og finde strygebrættet frem.

Hun lukker sig inde med vasketøj og systemer og ting, der skal gøres. Og som hun står der i soveværelset, er hun fuld af liv. Hun er Esther. Esther med vasketøj og uanselige gøremål, fuld af tavs tilfredshed og et et liv uden aftryk. Uden spor. 

Som på turene søndag morgen med dis og støvregn og gummistøvlernes knirken mod den fugtige asfalt. Og de få forbipasserende med hund eller barnevogn, som hun føler sig tryg ved. De, der ikke ser op eller hilser, men som hun alligevel kender. Søndagene med den fjerne støj fra gaden og et lys, der endnu ikke har opdaget verden. En kirkeklokke og de vægtløse vejrtrækninger fra morgenbusser på vej. Og Esther. Undervejs. 

Det er alle de morgener, hvor hun har sat vækkeuret til at ringe præcis klokken seks, og det stadig er mørkt. Kun ganske få lys er tændt i lejlighederne omkring hende. Den stjålne glæde ved at føle sig omgivet og omsluttet og rummet uden at skulle deltage. Og hun lister rundt, selvom hun er alene. For ikke at forstyrre begyndelsen og slutningen og det midt imellem, som er den lomme hun lever i. Og hun kan sidde helt, helt stille foran vinduet med sin kaffe og pludselig føle sig så rørt og fyldt, at hun ikke kan være ved det. Og må gå. Gå og gå og tælle skridtene og ordne rodet uden ord, og håbe at verden kan blive ved at være ufarlig og tavs.  

Mens hun går vækkes virkeligheden til live: De tændte gadelys, de stadigt flere biler omkring hende. Lysene, der nu tændes overalt og cyklisterne, børnene og de ventende ved stoppestedet. Trafiklysene, der pludselig bliver påtrængende og truende. Følelsen af at være forfulgt. Jaget. På flugt. 

Vi svinger et tov og hopper i reb. Gætter en gåde og hinker.

Så bliver vi voksne og tøver en kende. Binder et bånd og strammer en løkke.

Undervejs lærte vi. At leve.

Siges det.