Stimulation
Læste for snart meget længe siden en artikel i Weekendavisen om intelligentsiaens Top 30 (øøhh, hedder det det?). Sjove overvejelser over, hvad der definerer begrebet intellektuel. Svaret i denne tyske undersøgelse var “indflydelse”. Altså: Hvem har størst åndelig indflydelse i et givet land, målt i antallet af citeringer af vedkommende (og jeg tænker: Tæller tv2News med i denne statistik, for de genudsender jo samtlige såkaldte nyheder 800 gange).
I Tyskland har Paven overtaget førstepladsen blandt intellektuelle efter vores allesammens (?) Günher Grass. Det kan da godt give lidt stof til eftertanke, når man har i mente, at vores egen statsminister mener at tiden er inde til en større adskillelse mellem kirke, tro og samfund (og dermed ikke sagt, at jeg afviser dette,- blot at der tilsyneladende eksisterer et skisma)
Men hvad der for alvor fik mig til at spærre øjnene op, var vores egen Top 30. Danmarks åndelige elite. Til alt held var listen repræsenteret ved virkeligt interessante og vidende mennesker iblandt. Men hjælp mig, kære læser: Hvad hulen laver B.S.Chrstiansen på den liste: Hører “BS og Bubber på afveje” virkelig til blandt det ypperste vi kan præstere rent åndeligt hos os? Og hvorfor BS hvis ikke Bubber.
Hvorfor ikke Kaj og Andrea, de har da sagt mange kloge ting gennem tiderne.
Jeg citerer dem gerne, hvis det kan sikre dem en plads på åndslivets top 30
Jeg vil gerne reklamere - proklamere - dedikere - citere et par værdige bud på fremtidige Top 30 medlemmer. Jeg vil utvivlsomt blive skudt i skoene, at de ikke repræsenterer et intellektuelt input, men jeg er af en anden opfattelse. Jeg tror på, at om vi pirres af noget nyt, noget anderledes, noget skævt og originalt, så vokser vi. Som mennesker. Og det finder jeg er et intellektuelt superprojekt. Stimulation. Dimensionsomvæltninger. Spørgsmål. Vrid, knæk,bøj. Igen og igen.
Derfor har jeg et mandagsprojekt. I tilfældig rækkefølge og alene - ALENE - baseret på mit subjektive forgodtbefindende lige netop i dag, har jeg valgt et par bud på stimulerende og horisontudvidende input:
Neil Young med “Old man”: lyt (til hvor meget hjerte ét menneske kan udtrykke alene på en scene? SÅ meget…)
Ursula Andkjær Olsen: “Ægteskabet mellem vejen og udvejen” (jeg citerer: “Først kom naturen, så kom formålsløsheden”. Læs den: Det er alvorstung humor på højeste plan)
Ejler Bille: Grøn maske (Se det maleri. Bare fordi. Det er så meget og så lidt. På een gang)
Suzanne Brøgger: “Tone” (Et epos der emmer af kærlighed til det originale og skæve. Tak Suzanne)
Iron and Wine: Liveoptagelse (Oplev denne mands album. Så …..så….ubeskriveligt)
Søren Ulrik Thomsen: “Mit lys brænder” (fordi denne poetik er så naivt elskelig og super-akkumulerende for enhver litterær overvejelse)
Jeg kunne forsætte: Martha Wainwright skal man høre, Paul Austers forfatterskab bør nydes, og et utal af smukke kunstværker opleves. Men mest af alt udspringer alt dette af, at jeg håber at DU, på en hverdagsmandag som flest, giver dig selv lov til at nyde. Det du finder pirrer din åndelighed, din intelligens, dine sanser. Det, der vækker noget nyt. Noget større eller mindre.
Og giv endelig et tip i kommentarfeltet, så også vi andre finder nye vinkler. På verden og os selv….

March 10th, 2008 at 11:42
Sikke en pragtfuld mandags-idé, b/s.
Jeg kender ikke til alle dem, du nævner dér (hvem fanden er f.eks. Søren Ulrik Thomsen??) - men det er skønt at blive inspireret via andres anbefalinger.
Skulle jeg komme med et bud må det være Horatio-bamsen…også selvom den måske har svensk pas
March 10th, 2008 at 13:05
Super. Godt indput at starte dagen op med. Ejler Bille giver mig hovedpine.
Han hedder forresten Günter:)
March 10th, 2008 at 15:46
Beologen:
Ak ja: Thomsen mig her og Thomsen mig der. Who cares. Så hellere en Hansen af den ægte vare!
Horatio-bamsen ligger mig på sinde, men jeg har dags dato istedet booket en weekendtur til det Londonske i maj for at nyde Liveoptræden med Martha Wainwright.
Men man kan vel altid vinke lidt. Alligevel
(Og beo: Nogle mennesker er jo et input i sig selv…så et ærligt tak. Fordi du er det)
March 10th, 2008 at 15:50
Patton:
Günter.Günter.Günter.Günter.Günter.Günter.Günter.Günter.Günter.Günter.Günter.Günter.Günter.Günter.Günter.Günter.
(navnet klinger egentlig ikke skønnere af rytmisk gentagelse, men sådan er der jo så meget.)
Nå så Bille-manden gir´ dig hovedpine.
Det er der mange tig der gør: er der ikke også noget med at ham Jesus giver trykken for ørerne eller hvordan?
Hvad gir´du af forslag til stimulation på en mandag (Og Mötley Crüe tæller ikke
)
March 10th, 2008 at 21:32
De navne du har valgt undrer mig faktisk ikke. Skulle dog google Ursula Andkjær Olsen og Iron and wine.
Jeg har prøvet at finde frem til min top 5,men en turbulent aftenvagt påvirker min evne til at komme med et godt bud.Må dog nævne Hunter S thompson,som har haft stor betydning i mit liv og storebror Patton,altså Mike.
Synes det er cool du sådan tager til udlandet for at opleve Martha Wainwright. Det gjorde jeg også før i tiden (dog ikke martha).
March 10th, 2008 at 21:59
Patton:
Ham Hunter Thompson må jeg vist hellere få tjekket ud. Du er jo lidt vedholdende på det punkt
Mht Martha:
Jeg var så heldig at opleve bror Rufus her i Metropolen Århus i december: Megavampet show og helt, helt bedårende fimset optræden. Jeg elsker den mand. Virkelig.
Og søsteren har slået mig helt omkuld med sin sødmefyldte harme og bidende poesi, så nu må jeg afsted til det udenlandske for at få hende på nethinden.
Jep, det bliver godt!
Jeg ville egentlig også have linket til Jesus, men han var ikke på YouTube. Det er han måske kun om søndagen?
(kunne se´fø´li´ bare have linket til din side)
Mike Patton….Jeg kan sgu egentlig meget godt lide DIN udgave
Skøre skid
March 11th, 2008 at 19:29
Dine bud er fine, men også et udtryk for et retrospektivt savn. Mangler (også) Elsa Gress og (også) fp jac på din retrospektive liste. Igen et udtryk for, at tiden ikke rummer megen aktivitet indenfor inteligencia-input. Vi kan ikke hente dem ind fra fortiden in persona elelr fra hylderne. Hvor er de “nye”? Gemmer de sig? Eller er de ligeglade (lige glade)? Eller kan de ikke komme igennem (medierne)? Eller er de dig og mig? Og gemmer vi os?
March 11th, 2008 at 21:34
Faidros:
Elsa Gress kender jeg mere afnavn end af gavn: Mine forældre har vist al litteratur fra hendes hånd i reolen, men jeg har alene beundret bogryggen. Til gengæld har jeg læst datterens beskrivese af sin barndom…god og interessant underholdning, men ikke stor kunst
FP Jac: Oh ja, han er stor. Sjov, meget dyb og vanvittig dæmonisk. Minder mig langt hen ad vejen om Frank Jæger…som også kunne være nævnt.
Retrospektivt savn?
Altså Neil og Suzanne er vel ikke yngre end FP Jac?
Men jeg vil gerne have et længerevarende udsyn end det nutidige, så tak fordi du erindrede mig derom!
Og tusind tak for dit gode bidrag
March 12th, 2008 at 17:05
Tendensen til fravær af åndelig rigdom er bestemt ikke blot kulturens forbandelse, når det er medierne, der får lov til at bestemme. Også vidensformidling lider under middelmådighedens svøbe. Det har jeg skrevet lidt om her, idet jeg blev inspireret af dit indlæg. (Jeg forsøgte at lave et trackback, men det dukkede åbenbart ikke op.)
March 12th, 2008 at 18:09
Hey Wolf:
Rart at kunne inspirere, omend omstændighederne jo er lidt sørgelige. Jeg vil straks læse dit indlæg. Og blive klogere….
March 12th, 2008 at 19:16
Så håber jeg da, at mit indlæg lever op til forventningerne.
I øvrigt er der en god grund til, at Bubber må stå i skyggen af B. S. Han (Bubber, altså) har jo kun deltaget i en del af de kulturelle indspark, som B. S. har bidraget med i sine “Zen og kunsten at være hjælpeløs i vildmarken”-udsendelser.
March 12th, 2008 at 19:39
Det gør dét, og jeg vil anbefale andre - der skulle komme forbi her - at følge dit link!
Og ja, Bubber er blevet ført ud på et sidespor af B.S, der har fundet nye legekammerater.
Sådan kan det jo gå for selv den bedste (og nu beviseligt også for nogle af de værre ;-)) ….