“…..”
”….og du fattede ikke, at jeg greb chancen igen og igen,
at jeg tegnede sommerfugleminder på din himmel. Du husker ikke at jeg stod fast og loyalt holdt din kraftløse hånd,
at jeg berusede dig med skjult stolthed.
Du ænsede ikke, at jeg altid så dine frimærkenotater - også på afstand - og du hørte mig ikke nynne dine sange,
eller nævne dig ved navn.
Du overhørte mine forklaringer og forvekslede min stædige trofasthed med svig,
du forstod ikke, at hvad jeg vendte ryggen, ikke var dig men den bedøvede kærlighed. Du bar på.
Du forstod ikke, at jeg aldrig ødslede, men bar. Din vrede. Af mangel på anden bagage.
Du ville ikke, ville ikke, VILLE IKKE se. At vores gensidige afvisninger var kald - at hvad vi kaldte dit og mit - var vores.
Du ville ikke høre, at mine tilbagevendende spørgsmål, var omvendte svar. At mine anklager dækkede over skyld og uformåen.
Du ville ikke høre mig i dig.
Og slet ikke se. Dig i mig.
*
Jeg vil ikke råbe mere, jeg vil ikke vente - ikke læse notater på bagsider af udsmidte sedler. Jeg vil ikke pakke ind og sætte hårdt mod hårdt. Jeg vil ikke le som modstand eller nægte.
*
Nu vil jeg bare, at du skal vide, at vi er hver især og sammen. Til dels….”
March 26th, 2008 at 21:22
Hvor er det inderligt, ærligt og smukt.
March 26th, 2008 at 21:43
Man sidder tilbage med en urfoklarlig fornemmelse i maven………
March 26th, 2008 at 22:20
Godt skrevet for en gang skyld:)
March 26th, 2008 at 22:20
s (damn)
March 27th, 2008 at 8:42
Tekst:
Tak ven!
March 27th, 2008 at 8:43
Abrakadabra:
For mit vedkommende er følelsen i maven et savn. Men et savn, der ikke skal eller kan dækkes. Et vilkår. Som jeg lever med og ikke kan leve uden.
Tak fordi du valgte at lægge vejen forbi.
March 27th, 2008 at 8:44
Patton:
Gang og gangs Og Ganges.
Du er så fræk som en slagterhund. Grrrr
(Me like you, Tarzan)
March 27th, 2008 at 19:03
Selv tak ven!
Er du sikker på det savn ikke kan og skal dækkes?
March 27th, 2008 at 20:09
Hvem er det der er så blind?
March 27th, 2008 at 21:22
Og er der egentlig ligefrem en vis tilfredshed forbundet med at være “hver især og sammen. Til dels”?
Du siger det vel egentlig selv i kommentar nr. 6, eller?
March 27th, 2008 at 21:35
Tekst:
Ja!
(du stiller for tiden nogle meget klare spørgsmål, der kræver nogle lige så klare svar)
Knus
March 27th, 2008 at 21:37
Spunky:
Når man er blind har man ofte skræpet sin andre sanser.
Han kan bare ikke klare at se. Det blænder ham.
Han må lære at se. På anden vis.
Jeg vil gerne skrive blindskrift, om nødvendigt.
Knus
March 27th, 2008 at 21:39
Reinhard:
Det er nemlig rigtigt: jeg har givet svaret.
Jeg kan ikke leve med det, men heller ikke leve uden
Knus
March 27th, 2008 at 22:09
Uden hvad - et savn - ja tak - men det er vel ikke et savn - hvis man nyder fraværet og dermed savnet - jeg forstår det stadig ikke - trods dine klare svar på mine og mine medbloggeres spørgsmål - kan du ikke komme med en ledetråd der ikke ender i et bundt af usammenhængende trevler der alt men alligevel ikke udgør en tråd ?
March 27th, 2008 at 22:10
der skal udgøre et “der er”
March 27th, 2008 at 23:54
STOP med at skrive mig … blev det sagt.
Det dér Ballast, det er så ind under huden og ud igen i små bitte brændende perler, at jeg helt holder op med at spørge.
Det er alt nok at kende ordene og føle dem ud fra det dét jeg kender.
Om jeg så aldrig forstår dit savn…
Vi er bare mennesker. Vi kan ikke andet.
TAK
March 28th, 2008 at 7:35
Stop så med at skrive mig!
Ballast déther. Det er så ind under huden og ind igen i bittesmå brændende perler, der prikker i hvad føles som en evighed.
Det er smukt og nærende at opleve ordene og se dem ud fra det dét jeg kender.
Om jeg så aldrig kommer til at kende dit savn.
Knus
March 28th, 2008 at 8:21
hmm … ud igen.
March 28th, 2008 at 8:35
Tekst:
Jeg tror det handler om, at leder efter noget, der ikke er.
Jeg skriver en tvivl, et savn, et samtidigt pro og kontra, der ikke er hinandens modsætninger med hinandens udgangspunkt.
Sådan er den virkelighed, jeg skriver.
Der er ingen røde tråde.
Måske skal du ikke lede efter “mig” men efter “jeg” ?
Knus
March 28th, 2008 at 8:40
Bitten:
Du kender måske ikke mit savn. Men du kender dit.
Og jeg tror vi derved kender hinanden.
Du må aldrig gå ud. Igen. Vel?
Kærligst