Silhuet

Jeg har så meget på hjerte. Ikke noget om noget eller om nogen. Ikke en fortælling fra start til slut, ingen eviggyldige spørgsmål og da slet ingen svar.

Jeg har skrevet. Om afmagt, om vrede, om at nå frem uden forløsning og om at gå tilbage. Tomhændet.

Jeg har skrevet om tyngde og om lethed. Der gensidigt ophæver hinanden og samtidig forstærker. Det hele. - Og det halve ikke mindst.

Jeg har råbt og skreget, hvisket og tiet.

Jeg har appelleret og håbet, vendt og drejet. Kørt rundt og rundt i ring. Ren Dødsdrom.

Jeg har tømt. Mig selv. For stadig at føle mig fyldt. Med alt for meget. Andet.

Jeg har trættet jer. For længe.

Jeg ved godt, det er tid. At slutte. Skrive The End. For at begynde et andet sted. Med mig selv og i mig selv. Gå andre veje eller bare gå.

Jeg ved det godt. Men jeg har så meget på hjerte, har så meget hjerte der gerne vil åbnes og deles. Ved dog også, at jeg ikke kan dele uden at samle. Mig. Et Mig.

Jeg ved godt, jeg har skrevet. Mig ud. Af fortællingen.

Det er bare så svært. At skrive.

The End.

*

Det er noget med Mere eller Mindre:

det giver ligesom ingen mening - ikke noget billede af hverken størrelser eller dimensioner:

Undertryk er ikke mindre trykkende end overtryk,og halvheder ikke mindre fuldendte end helheder.

Minus gange minus giver plus….

….og sådan er der så meget. Der ikke går op. Eller ned…

*

Dine drømme anløb en morgens havn

kastede anker mod solopgange og irgrønne moler

Med ét vidste du

at hvor du kom fra

var Egentligheden så langt smukkere

end Sandheden.