Silhuet

Jeg har så meget på hjerte. Ikke noget om noget eller om nogen. Ikke en fortælling fra start til slut, ingen eviggyldige spørgsmål og da slet ingen svar.

Jeg har skrevet. Om afmagt, om vrede, om at nå frem uden forløsning og om at gå tilbage. Tomhændet.

Jeg har skrevet om tyngde og om lethed. Der gensidigt ophæver hinanden og samtidig forstærker. Det hele. - Og det halve ikke mindst.

Jeg har råbt og skreget, hvisket og tiet.

Jeg har appelleret og håbet, vendt og drejet. Kørt rundt og rundt i ring. Ren Dødsdrom.

Jeg har tømt. Mig selv. For stadig at føle mig fyldt. Med alt for meget. Andet.

Jeg har trættet jer. For længe.

Jeg ved godt, det er tid. At slutte. Skrive The End. For at begynde et andet sted. Med mig selv og i mig selv. Gå andre veje eller bare gå.

Jeg ved det godt. Men jeg har så meget på hjerte, har så meget hjerte der gerne vil åbnes og deles. Ved dog også, at jeg ikke kan dele uden at samle. Mig. Et Mig.

Jeg ved godt, jeg har skrevet. Mig ud. Af fortællingen.

Det er bare så svært. At skrive.

The End.

*

Det er noget med Mere eller Mindre:

det giver ligesom ingen mening - ikke noget billede af hverken størrelser eller dimensioner:

Undertryk er ikke mindre trykkende end overtryk,og halvheder ikke mindre fuldendte end helheder.

Minus gange minus giver plus….

….og sådan er der så meget. Der ikke går op. Eller ned…

*

Det giver ingen mening. Det giver alt for meget mening.

Hvis grusomhed er meningsgivende, forstår jeg alt. For meget.

- Hvis ikke, alt for lidt.

Det er ikke meningsløsheden, der tømmer. Liv. Det er grusomheden: Tilfældet og mangel på samme.

Det er ikke den meningsløse ondskab jeg ikke kan bære, men den meningsgivende kynisme.

Den beregnede tilfældighed.

Hånlatteren.

Og ikke mindst stilheden, der følger efter.

Om at folde

*

Man bevæger sig                               

                   (gemmer sig)

glemmer sig

Pakker ind og ud,

folder og famler,

hæger, higer og drømmer

*

Det er varsomheden, der skiller

*

Det væsentlige fra det uvæsentlige. Fårene fra bukkene. Gråden fra latteren

*

Livet fra døden

Vend ryggen til det, du ikke vil se

og fortryd dine øjne i nakken.

En vind vælter en verden, der lyser uden varme. I frostkløvet luft tager alt form af ophør: vandmærker uden aftryk

Hold vejret så længe, giv ikke ånde, lad blodet størkne og afmagten visne. Så alt og ingenting i stedet vækkes som aflejring af kobber

på en sten ved Ganges

Det siges, at man får renset blikket.

Med tiden. Mod tiden.

Ikke at den læger nogle sår. Tiden altså.

Men gruset i øjnene forsvinder,

pupillerne hærdes med sandpapir,

man skelner ikke længere mellem nat og dag.

*

Også dét, kan kaldes klarsyn?

Hvorfor har de “åh så smukke” erindringer det med at blænde?

Der hænger de, som en lavtstående sol. Ja, man må knibe øjnene tæt sammen for at fokusere.

Synsfeltet reduceres: bliver en sprække - et skuffelsens okular.

Og man vender og drejer sig. Snor sig. Som en ål. Står på hovedet. For at behage. For at mildne. For at se. Noget andet.

Man ser tingene nedefra og op eller oppefra og ned. I fleksibilitetens hellige navn. I udviklingens hellige grav. Og godt som man tror sig sikker – på hovedet og op og ned og snoet og frem og tilbage – er man groet fast. Påny.

Nu bare i en langt mere akavet stilling end før.

Rekognisering

I et uovervåget øjeblik så jeg mit blik i dine øjne. Jeg venter nu på, at skuffelsen lægger sig.

En eller anden snedig satan har undervejs lært én, at man skal nyde udsigten. Før det er for sent.

Og på vej ud over kanten, lige dér hvor man mister grebet og alt er for sent, ser man. Udsigten.

Ikke før og ikke senere. I ét eneste øjeblik af Ingentid er alt såre klart, og man ved. At grebet er mistet. Fuglen fløjet.

- Det kaldes erfaring.