Hun går ind og ud ad døre, og er altid omhyggelig med at lukke dem bag sig.
Står op når vækkeuret ringer. Ikke fordi hun har noget at stå op til, ikke fordi hun har nogen retning på sin færden, men fordi alt andet synes utænkeligt.
Hun har valgt en tilværelse på automatpilot frem for endeløse timer med tanker og stirren på hvide loftsplader. Det muliges kunst.
Så når uret ringer, rejser hun sig fra sin seng og går gennem døren til køkkenet. Lukker den bag sig og sætter vand over til kaffe. Trækker gardinerne fra. Hun står gerne et øjeblik og betragter den begyndende trafik udenfor, indtil elkedlens klik henter hende tilbage til køkkenets virkelighed. Hælder så det spilkogende vand over den frysetørrede kaffe og lader det stå, mens hun tager et kort skyl under bruseren.
Hun sidder længe med begge hænder om kruset. Finder varmen og samler sig. Skimmer en artikel eller to i avisen, tjekker fjernsynsprogammet uden dog at fæstne sig ved det. Hun har ikke noget fjernsyn.
Engang var hun i tvivl. Om alt. Om hun skulle søge videre. Efter drøm og fylde. Efter drivhusagurker, mediativ botanik og højbede. Eller om hun bare skulle følge med, følge efter og finde ro i tilværelsens skæve gang. Fandt aldrig et svar og ved derfor heller ikke hvorfor hun er, hvor hun er. I dag. Hun har valgt at lade det være sådan, valgt ikke at dvæle, ikke at betvivle valg, der alligevel altid er endt med at træffe sig selv.
Hun står op. Ved samme tid hver dag, uanset det er weekend eller højtid. Klokken 6.30. Klarer morgentoilettet og de indledende ritualer og går derefter til sin drejebænk i værkstedet. Lukker døren bag sig og tager en klump ler: fugter den, placerer den på bænken og sidder lidt. Varmer leret med sine hænder og nyder følesen af det kølige materiale. Hun smiler.
Hun har sjældent nogen ide om, hvad hun vil forme. Kun, at noget skal formes, noget skal tage form. At noget skal vokse, en blødhed mod rummets bastante murværk. Eller et fyrtårn – en rank ryg mod alt, der falder sammen. Hun lader hænderne forme leret og leret lader sig formes.
Gennem årene har en verden i dukkehjemsstørrelse taget form på hylderne i keramikværkstedet.
Miniaturefigurer med runde kroppe og småbitte ansigter med sirligt ridsede øjne, rynker og optrukne kindben.
Teglstensbeklædte huse med små huller til vinduer og døre med håndtag og knopbeslag. Enkelte af husene med skorsten, andre formet som træhytter med tydelige vægplanker og tørvklædte tagkonstruktioner.
Nåletræer i dobbelt mandsstørrelse, de fleste vindbidte, ukurante, andre er juletræsformede skønheder med perfekte dimensioner. De Buttede Yndlinge, som hun kalder dem, juletræerne. Ind imellem nogle få ranglede birkestammer med knapt synlige aftegninger i barken af mosbevoksning. Og svampe, naturligvis. Tragtformede kantareller og lamelklædte fluesvampe.
Hun har det hele stående spredt på hylderne. Tilfældigt, alt efter hvor hun har fundet plads. Den dag. Til den form.
Det er ikke et puslespil, ikke en verden i verden. Det er ikke eventyrlandskaber eller billeder af drømme og erindringer. Det er ikke sammenhængende fortællinger. Ikke forsøg på liv.
Det er form. Klippeformationer mod stikkende nåletræer. Bøjede kroppe mod tagspær.
Det er ikke hænder, der rækker ud; ikke øjne, der ser ind. Det er ikke stemmer, der skal finde lyd.
Men former: en svamp og et øre. Der ligner hinanden.
