Silhuet

”….og du fattede ikke, at jeg greb chancen igen og igen,

at jeg tegnede sommerfugleminder på din himmel. Du husker ikke at jeg stod fast og loyalt holdt din kraftløse hånd,

at jeg berusede dig med skjult stolthed.

Du ænsede ikke, at jeg altid så dine frimærkenotater - også på afstand - og du hørte mig ikke nynne dine sange,

eller nævne dig ved navn.

Du overhørte mine forklaringer og forvekslede min stædige trofasthed med svig,

du forstod ikke, at hvad jeg vendte ryggen, ikke var dig men den bedøvede kærlighed. Du bar på.

Du forstod ikke, at jeg aldrig ødslede, men bar. Din vrede. Af mangel på anden bagage.

Du ville ikke, ville ikke, VILLE IKKE se. At vores gensidige afvisninger var kald - at hvad vi kaldte dit og mit - var vores.

Du ville ikke høre, at mine tilbagevendende spørgsmål, var omvendte svar. At mine anklager dækkede over skyld og uformåen.

Du ville ikke høre mig i dig.

Og slet ikke se. Dig i mig.

*

Jeg vil ikke råbe mere, jeg vil ikke vente - ikke læse notater på bagsider af udsmidte sedler. Jeg vil ikke pakke ind og sætte hårdt mod hårdt. Jeg vil ikke le som modstand eller nægte.

*

Nu vil jeg bare, at du skal vide, at vi er hver især og sammen. Til dels….”

Det skyldes ikke dumhed eller mangel på fingerspidsfornemmelse.

Jeg er hverken mere eller mindre verdensfjern, pseudoeksistentielt bedøvet eller tossegod end flertallet.

Desværre.

*

Det er altså ikke, fordi jeg ikke ser. Ikke hører. Hvislen i luften. Raslen med sablen. De tilbageholdte spydigheder og den halvkvalte latter.

Det er ikke fordi jeg ikke kender. Til underspillet sarkasme, imødekommende nedladenhed eller flertydige betoninger.

*

Det er bare fordi jeg ikke orker. Flere Don Quijote-slag. Flere krige uden synlige deltagere. Mere vrede rettet mod tilsyneladende ikke-eksisterende fjender.

Det er fordi jeg ikke har mere hård hud. At få skrællet af. Fordi jeg ikke har flere tørre tårer. At fælde. Fordi jeg ikke har mere tro. At miste.

*

Så skal der kæmpes, så lad det være med åben pande.

Vis våben. Blot tænder. Tal, så jeg kan høre. 

Hit me, baby

*

Just don´t patronize me!

Det er et superjublende-lalleglad-ligegyldigt indlæg. Et indlæg der kun har relevans for mig selv. En brusende glæde over, at være lilleøster til en fantastisk bror. Det er ren hyldest. Stående applaus. En ukritisk kærlighedserklæring. Til et elskeligt menneske

Ældstebroderen

Kærligheds-solen

Min helt formidable, elskelige, møgirriterende, håbløst selvfede, vanvittigt humoristiske, rasende intelligente, sindssygt skarpe, supermusikalske, grænseløst ærlige, dybt temperamentsfulde og ikke mindst uendeligt kærlige

BROR DALLE

Der er ingen særlig anledning.

Han fortjener bare en hyldest.

Igen og igen. Fordi han er helt, helt unik.

Han kan rumme og rummes. Han siger til og fra, råber højt, skælder, smælder, ler og græder. Han er ægte. Han er varmblodig. Og varmhjertet. Han er verdens bedste far for mine to niecepige-guldklumper. Han er den kritiske, men altid loyale, husbond til min skønne nordjyske svigerinde.

Og han er uden tvivl den bedst tænkelige storebror en lillesøster kan ønske sig.

Jeg er en meget, meget heldig rosin i pølseenden

Han har været der. Altid.

Sagt fra, når det var påkrævet (og det HAR været påkrævet af og til). Bakket op, når det virkelig gjaldt.

Han har puffet blidt, for at få mig ud over kanten. Og sørget for vinger, når mine egne ikke bar.

Han har raset – virkelig raset – når mit selvhad blev for altoverskyggende og formørkede mine øjne, så jeg ikke værdsatte, hvad værdsættes burde.

Han har trøstet, når jeg forsigtigt afprøvede blind tillid, for blot at skuffes. - Efterfølgende lokket mig på glatis igen. Uden sikkerhedsnet. For at opdage at tilliden ikke kun kan briste, men også bære.

Jeg er så jubelidiotisk taknem-somlig-agtig stolt. Over min bror Dalle.

Det var bare det, jeg ville sige.

Hej.

Om at folde

*

Man bevæger sig                               

                   (gemmer sig)

glemmer sig

Pakker ind og ud,

folder og famler,

hæger, higer og drømmer

*

Det er varsomheden, der skiller

*

Det væsentlige fra det uvæsentlige. Fårene fra bukkene. Gråden fra latteren

*

Livet fra døden

Tårer fra en istap falder som iskold fortrydelse mod panden

Hvorfor har de “åh så smukke” erindringer det med at blænde?

Der hænger de, som en lavtstående sol. Ja, man må knibe øjnene tæt sammen for at fokusere.

Synsfeltet reduceres: bliver en sprække - et skuffelsens okular.

Og man vender og drejer sig. Snor sig. Som en ål. Står på hovedet. For at behage. For at mildne. For at se. Noget andet.

Man ser tingene nedefra og op eller oppefra og ned. I fleksibilitetens hellige navn. I udviklingens hellige grav. Og godt som man tror sig sikker – på hovedet og op og ned og snoet og frem og tilbage – er man groet fast. Påny.

Nu bare i en langt mere akavet stilling end før.

Rekognisering

I et uovervåget øjeblik så jeg mit blik i dine øjne. Jeg venter nu på, at skuffelsen lægger sig.

Så stod jeg med hænderne ned langs kroppen og blikket på håb. Bad vist nok om noget, måske et svar, et rygrads-ret udråbstegn.

Måske bare et gengældt blik.

Og øjnene mødtes et sted over år, tid og slægtsskab. Som en lup vendt mod solen, brændte dine øjne et hul derind, hvor huden ikke dækker og alt er blotlagt. Du så ikke mig, men dét af dig selv, du savnede: en sang uden stemme og et uprøvet spørgsmål.

Så vendte du om og talte ud i rummet med bortvendt ryg;

du gav mig et svar og hvad jeg bad om.

Men jeg søger og savner stadig dit blik.

Og bedst som jeg har garderet mig og forskanset mig og trukket mig ind i mit sneglehus. Bedst som jeg føler mig tryg i min afstandstagen, i min vrede og min skuffelse. Bedst som jeg har affundet mig med alt det, der aldrig blev og aldrig bliver.

Vender du dig om og rummer, ser og favner. Det hele.

Og alt bryder sammen indeni. Igen.

Så står jeg der Gudhjælpemig igen: med hatten i hånden og hovedet på skrå. Smiler og tier og falder i ét med porcelæns-stels-idyl og hverdagsanekdoter. Og jeg venter og venter på alt andet end sildebord, familialbum-minder og genkendelige grin, der for længst er udtjente, gentaget som de er til hudløshed.

Med armslængde-afstand og tusinder af splintrede ruder imellem mig og Dem, mærker jeg stadig dét, jeg engang var parat til at dø for. Jeg ved det er en ulige kamp, og jeg ved at dysten er blæst af uden en vinder.

Jeg ved at kærligheden ligger dér på bordet et sted. Pakket ind i hjemmesyltede rødbeder og nænsomt dekoreret konfekt. Jeg ser tydeligt ømheden trods metertyk ironi og jeg véd, at jeg ikke mere kan afsky. Kun elske og håbe. På en flygtig berøring.

Med hatten i hånden og hovedet på skrå, smiler jeg. Uden antydningen af håb om, at hatten vil blive fyldt eller smilet gengældt.

Jeg smiler og tier. Er ikke længere vred.

Spiser en hjemmesyltet rødbede og går hjem.