Jeg føler med ofrene fra Seest.
Jeg forstår vreden over ventelister til kræftbehandling.
Jeg tilslutter mig hundrede procent forargelsen over højrefløjens smålige forslag om at afskaffe livsvarig ydelse til kunstnere.
Jeg finder problemet med overvægtige børn skræmmende og har kun hovedrysten tilovers for ekstreme muslimers afbrændinger.
Og ja: Jeg har stor sympati for indsatsen for anbragte børn og glæder mig over håndboldherrenes succes. Jeg krydser fingre for, at gode kræfter med tiden kan opbløde retorikken mellem religiøse fløje overalt i verden og synes i øvrigt at indsatsen for livsstilssygdomme er al respekt værd.
Ingen tvivl derom!
Men.
Efter flere års arbejde indenfor psykiatrien, som jeg nu har forladt til fordel for advokatverdens bonede gulve, kan jeg i bagklogskabens stadigt mere ulidelige lys se, hvor helt og aldeles underbelyst psykiatriområdet er.
Og værst er det, at ikke handler om rigtig eller forkert. Det handler ikke om usle politikere, uuddannede behandlere eller sygehusvæsenet som institution, der i bevidst ond mening fejlbehandler, ignorerer eller lægger en gruppe mennesker for had. Det handler ikke om mangel på omsorg fra plejepersonalets side eller manglende videnskabelig viden på området.
Desværre kan man, og således heller ikke jeg, rette skytset mod en klart afgrænset gruppe samfundsborgere, der misrøgter deres forpligtelser. Jeg kan ikke anklage hverken politikere, læger sosu-assistenter, sygeplejersker eller i sidste ende vælgerne, for psykiatriens lavstatus.
Nej, det handler om bjælker og øjne. Om dig og mig.
Det handler om, at vi ikke magter at se vore menneskelige begrænsninger i øjnene. Det handler om, at det er for smertefuldt at erkende, hvor porøse, hvor sårbare og hvor gennemsigtige, vi hver især er. Af og til.
Hvor udsatte, vi er. Eller kan blive. Alle sammen.
Det handler om, hvor let det kan gå galt – for os alle! - i en verden, der ikke kan rumme afvigelser, skævheder, originaliteter. En verden, hvor firmaformatkasserne er eneste gangbare størrelse. En verden, hvor fejlslag, overload eller eksistentiel vaklen straks affejes som ”sindssyge”. En betegnelse der gerne udtales med foragt og fnys, som var der tale om forræderi.
Måske bare en illoyal påmindelse om noget, der ikke fungerer, men som vi ikke evner at ændre, og derfor fejer bort, fejer væk, afviser eller ignorerer?
Taberne bliver de titusindvis af dybt ulykkelige mennesker, der alt for tydelig mærker. Mærker, at de er forkerte, for meget, i vejen, til besvær. Mennesker, der i forvejen er tvunget i knæ af et skrøbeligt sind, der ikke kunne klare mosten. Og som bestemt ikke har brug for flere ydmygelser. Mennesker der bogstavelig talt stuves sammen som slagtekvæg på overfyldte afdelinger, hvor bemandingen er under al kritik, og hvor det bliver stadigt sværere at rekruttere medarbejdere.
Mennesker, der om nogen trænger til tid, omsorg og velovervejet behandling, men som er heldige hvis de én gang ugentligt får lov at tale med en læge (i bedste fald,- ofte er der tale om lægestuderende der bruges for at lappe hullerne i et udhulet system). Mennesker, der medicineres i et omfang, der ikke altid er hensigtsmæssigt, men som er den eneste mulige løsning de sparsomme ressourcer taget i betragtning.
Og jeg kunne fortsætte, men allerede nu er der for mange ord. For mange ord til at det fænger. For mange ord, der dog ikke er tilstrækkelige til at beskrive den afmagt, disse mennesker oplever. Den afmagt JEG oplever, når jeg dagligt tænker tilbage på ulykkelige mennesker, der har en sygdom verden ikke tør se. Hvorfor vi slår blikket ned. Ser væk. Lukker øjnene.
Men det forsvinder ikke! Det er en del af os. Af os alle.
Skulle vi derfor ikke se af at se. De psykisk syge. Og dermed os selv. I øjnene?
)