Silhuet

Dine drømme anløb en morgens havn

kastede anker mod solopgange og irgrønne moler

Med ét vidste du

at hvor du kom fra

var Egentligheden så langt smukkere

end Sandheden.

” A while ago somewhere, I don´t know when;

I was watching a movie with a friend.

I fell in love with the actress….she was playing a part that I could understand.

(…) When will I meet her again?”

*

(Neil Young “A man Needs A Maid)

Læste for snart meget længe siden en artikel i Weekendavisen om intelligentsiaens Top 30 (øøhh, hedder det det?). Sjove overvejelser over, hvad der definerer begrebet intellektuel. Svaret i denne tyske undersøgelse var “indflydelse”. Altså: Hvem har størst åndelig indflydelse i et givet land, målt i antallet af citeringer af vedkommende (og jeg tænker: Tæller tv2News med i denne statistik, for de genudsender jo samtlige såkaldte nyheder 800 gange).

I Tyskland har Paven overtaget førstepladsen blandt intellektuelle efter vores allesammens (?) Günher Grass. Det kan da godt give lidt stof til eftertanke, når man har i mente, at vores egen statsminister mener at tiden er inde til en større adskillelse mellem kirke, tro og samfund (og dermed ikke sagt, at jeg afviser dette,- blot at der tilsyneladende eksisterer et skisma)

Men hvad der for alvor fik mig til at spærre øjnene op, var vores egen Top 30. Danmarks åndelige elite. Til alt held var listen repræsenteret ved virkeligt interessante og vidende mennesker iblandt. Men hjælp mig, kære læser: Hvad hulen laver B.S.Chrstiansen på den liste: Hører “BS og Bubber på afveje” virkelig til blandt det ypperste vi kan præstere rent åndeligt hos os? Og hvorfor BS hvis ikke Bubber. 

Hvorfor ikke Kaj og Andrea, de har da sagt mange kloge ting gennem tiderne.

Jeg citerer dem gerne, hvis det kan sikre dem en plads på åndslivets top 30

Jeg vil gerne reklamere - proklamere - dedikere - citere et par værdige bud på fremtidige Top 30 medlemmer. Jeg vil utvivlsomt blive skudt i skoene, at de ikke repræsenterer et intellektuelt input, men jeg er af en anden opfattelse. Jeg tror på, at om vi pirres af noget nyt, noget anderledes, noget skævt og originalt, så vokser vi. Som mennesker. Og det finder jeg er et intellektuelt superprojekt. Stimulation. Dimensionsomvæltninger. Spørgsmål. Vrid, knæk,bøj. Igen og igen.

Derfor har jeg et mandagsprojekt. I tilfældig rækkefølge og alene - ALENE - baseret på mit subjektive forgodtbefindende lige netop i dag, har jeg valgt et par bud på stimulerende og horisontudvidende input:

Neil Young med “Old man”: lyt (til hvor meget hjerte ét menneske kan udtrykke alene på en scene? SÅ meget…)

Ursula Andkjær Olsen: “Ægteskabet mellem vejen og udvejen”  (jeg citerer: “Først kom naturen, så kom formålsløsheden”. Læs den: Det er alvorstung humor på højeste plan)

Ejler Bille: Grøn maske (Se det maleri. Bare fordi. Det er så meget og så lidt. På een gang)

Suzanne Brøgger: “Tone” (Et epos der emmer af kærlighed til det originale og skæve. Tak Suzanne)

Iron and Wine: Liveoptagelse (Oplev denne mands album. Så …..så….ubeskriveligt)

Søren Ulrik Thomsen: “Mit lys brænder” (fordi denne poetik er så naivt elskelig og super-akkumulerende for enhver litterær overvejelse)

Jeg kunne forsætte: Martha Wainwright skal man høre, Paul Austers forfatterskab bør nydes, og et utal af smukke kunstværker opleves. Men mest af alt udspringer alt dette af, at jeg håber at DU, på en hverdagsmandag som flest, giver dig selv lov til at nyde. Det du finder pirrer din åndelighed, din intelligens, dine sanser. Det, der vækker noget nyt. Noget større eller mindre.

 Og giv endelig et tip i kommentarfeltet, så også vi andre finder nye vinkler. På verden og os selv….

Der høres ingen bøn

kun lyden af regn

der falder

mod jorden

og hænder

der folder

vand til en bøn

der falder

som regn

og folder sig ud

som skrift

der kan høres

på himlen

 I .

Skyggefulde lysfald

- et månebarn

fældet af dage

I I.

Knæfald af lys

fanget i skygge

- spejler et barn

på himlen

Jeg kan se en verden, der emmer af fravær. Dimensioner uden udstrækning - en akse af Væk.

Jeg kan se en himmel - en bue af slutning. Og jeg kan se, at du er træt af begyndelse og ende.

Så jeg tager dig ved hånden og lader dig svæve. Vi bobler af afmagt men griner af lyst.

Vi ser med samme øjne og ler med én mund, vi puster et rim med sprøde ord af frost.

Og nok ved jeg, at vi er fanger i et rum uden dybde. Jeg ved at det er efter-nat, førmorgen: en sprække af drøm.

Nok ved jeg, at verden er druknet i sandhed, og at månen cirkler rundt med et hvileløst savn.

Og jeg ved at vi aldrig vil finde en himmel. En lomme, en tegning, en våge i isen.

Men jeg ved, at vi var. Vi var og blev fundet.

Længe før det begyndte og længe efter for sent

Jeg tænder en Barndommens globus:  

sluger grådigt løgnen om lykke

mens

vrængende stjerner, nætter og dage

nådeløst slukker

det digt, jeg skrev.

Jeg vil også skrive

om sorte pupiller,

om druknede hænder begravet i sand

og fødder, der ikke tør vandre.

Jeg vil også fylde

mit vandtrug med blod

fra ubærlige skæbner

og hånlatters skærende sorte.

Jeg vil også vide

om måners aftag

om kloders pejlen

om spor af forbi

Jeg leder forgæves

og ved kun

at mine øjne ser for lidt

og kroppen alt

for meget

En ny verden/ Rammer

Et ældet øje/ En nedfaldsfrugt

En tabt poetik/ En gentaget afsked

Et øjenlågs skygge

Peger

På dage og veje

Nætter med/ Og uden

Falder på

Skrifttegn/ Ridset

På tunge/ Hud

Og nøgne kroppe

Kalder til kamp/ Og nederlag

Kalder

På glimt/ Af

En skønhed/ En leg

Et digt/ Om høst og nåle

Fortabte sønner

Forliste drømme

Om

Fortidstræer/ Tabte frugter

Ormstukne virkeligheder

Høstfest/ Og anden skønsang

Det hele/ rammer

Et øje

Blik

En drøm

Du podede mig med en

spy af uudklækket savn.

Så ækelt i sin

liderlige længsel:

Efter det,

du aldrig lod befrugte,

men istedet lod visne.

Som fugtig nedfaldsløv

lagde længslen sig over et landskab af klipper,

fedtsten og årstid på hæld.

En gold krop af

blændende hvidt.

Så grusomt øde. Så vanvittig

savnet.