Silhuet

Jeg har så meget på hjerte. Ikke noget om noget eller om nogen. Ikke en fortælling fra start til slut, ingen eviggyldige spørgsmål og da slet ingen svar.

Jeg har skrevet. Om afmagt, om vrede, om at nå frem uden forløsning og om at gå tilbage. Tomhændet.

Jeg har skrevet om tyngde og om lethed. Der gensidigt ophæver hinanden og samtidig forstærker. Det hele. - Og det halve ikke mindst.

Jeg har råbt og skreget, hvisket og tiet.

Jeg har appelleret og håbet, vendt og drejet. Kørt rundt og rundt i ring. Ren Dødsdrom.

Jeg har tømt. Mig selv. For stadig at føle mig fyldt. Med alt for meget. Andet.

Jeg har trættet jer. For længe.

Jeg ved godt, det er tid. At slutte. Skrive The End. For at begynde et andet sted. Med mig selv og i mig selv. Gå andre veje eller bare gå.

Jeg ved det godt. Men jeg har så meget på hjerte, har så meget hjerte der gerne vil åbnes og deles. Ved dog også, at jeg ikke kan dele uden at samle. Mig. Et Mig.

Jeg ved godt, jeg har skrevet. Mig ud. Af fortællingen.

Det er bare så svært. At skrive.

The End.

Jeg kan undre mig. Over billeder, der har hægtet sig fast.

Jeg husker alt for tydeligt en film jeg så. Som barn. Helt urimelig skarpt står den for mig. Ikke som på-hinanden-følgende scener med bevægelse og stemmer. Heller ikke som stillbilleder med ansigter og interiør.

Men som syn. På nethinden.

Korte, spidse glimt.

*

En pige adopteret som spæd. Hos en kærlig, elskelig, favnende ny familie.

Følelsen af at stå i gæld. Taknemlighedsgæld.

Oplevelsen af skam. Ved ikke at føle tilstrækkelig glæde. Kærlighed.

*

Et skrin på loftet.

Skjult bag løbehjul, fotoalbums med glade minder og en enkelt juletræsranke.

Et lille skrin: En silkesko, et hårspænde og sommerfuglebroche.

*

Og brød. Muggent brød. Ormædt brød. Larver i titusindvis, myldrende frem overalt, formerende sig, altædende.

Overalt orme, orme, orme.

Og den nu halvvoksne pige på knæ. Foran skrinet. Med lukkede øjne og hænder der grådigt skovler larver ind i munden. Gråd, snot og den kvalmende synkebevægelse.

*

Jeg ved ikke om jeg har set en sådan film. Om det er en sand fortælling. Om det er rester fra et mareridt i en febersyg pigekrop.

Jeg ved ikke hvem den adopterede pige er.

Jeg ved ikke, hvor skrinet står.

Men jeg kan mærke kvalmen, afmagten og skammen.

På knæ. Foran skrinet.

*

Det er noget med en vrede. Eller en potentiel vrede. En frygt for ydmygelse, der på forhånd afskærer verden og iklæder mig nedslåede øjne og sammenbidte kæber.

Det er noget med en vrede. Som måske handler om angsten for at blive afsløret. Som hul. Papmaché.

Nej:

det er noget med en vrede. Der handler om følelsen af. At verden tager røven på mig. Bag min ryg. At alt imens jeg smiler og fungerer. Alt imens jeg appellerer og rækker frem, står virkeligheden på lur og griner hånligt af min uvidenhed, min tryglen, min håbløse optræden.

Der er noget med en vrede. Der slet ikke er vrede. Men en dyb sorg. Over aldrig at blive lukket ind. I det gode selskab. I den nære kreds.

Et savn efter. Stammen. Æblet. Roden og Ræset.

En vrede, der aldrig bliver knyttede næver eller hårde ord.

Men kilometer efter kilometer. Skridt efter skridt. Snefnug mod ansigtet og en hvisken af Aldrig. Aldrig nærmere. Aldrig nær. Aldrig sammen. Med eller om.

Og jeg bliver så trist. Fordi det, der ligner vrede, men er savn, strammer garnet. Binder løkken. Kvæler budskabet.

Min mur,mit bolværk, mine taktfaste skridt, min beslutsomme armslængde.

Er en kode, der kun kan brydes og læses. Som alt andet. End det, der står.

Så er det må man prøve noget andet.

Så er det, man må slutte. Ringen.

Lukke. (Røven?)

Kvæle. Garnet.

Eller noget

(See what I mean…??? )

Det er et superjublende-lalleglad-ligegyldigt indlæg. Et indlæg der kun har relevans for mig selv. En brusende glæde over, at være lilleøster til en fantastisk bror. Det er ren hyldest. Stående applaus. En ukritisk kærlighedserklæring. Til et elskeligt menneske

Ældstebroderen

Kærligheds-solen

Min helt formidable, elskelige, møgirriterende, håbløst selvfede, vanvittigt humoristiske, rasende intelligente, sindssygt skarpe, supermusikalske, grænseløst ærlige, dybt temperamentsfulde og ikke mindst uendeligt kærlige

BROR DALLE

Der er ingen særlig anledning.

Han fortjener bare en hyldest.

Igen og igen. Fordi han er helt, helt unik.

Han kan rumme og rummes. Han siger til og fra, råber højt, skælder, smælder, ler og græder. Han er ægte. Han er varmblodig. Og varmhjertet. Han er verdens bedste far for mine to niecepige-guldklumper. Han er den kritiske, men altid loyale, husbond til min skønne nordjyske svigerinde.

Og han er uden tvivl den bedst tænkelige storebror en lillesøster kan ønske sig.

Jeg er en meget, meget heldig rosin i pølseenden

Han har været der. Altid.

Sagt fra, når det var påkrævet (og det HAR været påkrævet af og til). Bakket op, når det virkelig gjaldt.

Han har puffet blidt, for at få mig ud over kanten. Og sørget for vinger, når mine egne ikke bar.

Han har raset – virkelig raset – når mit selvhad blev for altoverskyggende og formørkede mine øjne, så jeg ikke værdsatte, hvad værdsættes burde.

Han har trøstet, når jeg forsigtigt afprøvede blind tillid, for blot at skuffes. - Efterfølgende lokket mig på glatis igen. Uden sikkerhedsnet. For at opdage at tilliden ikke kun kan briste, men også bære.

Jeg er så jubelidiotisk taknem-somlig-agtig stolt. Over min bror Dalle.

Det var bare det, jeg ville sige.

Hej.

Om at folde

*

Man bevæger sig                               

                   (gemmer sig)

glemmer sig

Pakker ind og ud,

folder og famler,

hæger, higer og drømmer

*

Det er varsomheden, der skiller

*

Det væsentlige fra det uvæsentlige. Fårene fra bukkene. Gråden fra latteren

*

Livet fra døden

Vend ryggen til det, du ikke vil se

og fortryd dine øjne i nakken.

Hun mærker en ro, der ikke må slås itu. En tysthed der ligger i morgenens dis og holder vejret.  Klokken er endnu ikke seks og hun er er tidligt på færde. Står op da vækkeuret ringer, for straks at lukke døren ind til soveværelset og finde strygebrættet frem.

Hun lukker sig inde med vasketøj og systemer og ting, der skal gøres. Og som hun står der i soveværelset, er hun fuld af liv. Hun er Esther. Esther med vasketøj og uanselige gøremål, fuld af tavs tilfredshed og et et liv uden aftryk. Uden spor. 

Som på turene søndag morgen med dis og støvregn og gummistøvlernes knirken mod den fugtige asfalt. Og de få forbipasserende med hund eller barnevogn, som hun føler sig tryg ved. De, der ikke ser op eller hilser, men som hun alligevel kender. Søndagene med den fjerne støj fra gaden og et lys, der endnu ikke har opdaget verden. En kirkeklokke og de vægtløse vejrtrækninger fra morgenbusser på vej. Og Esther. Undervejs. 

Det er alle de morgener, hvor hun har sat vækkeuret til at ringe præcis klokken seks, og det stadig er mørkt. Kun ganske få lys er tændt i lejlighederne omkring hende. Den stjålne glæde ved at føle sig omgivet og omsluttet og rummet uden at skulle deltage. Og hun lister rundt, selvom hun er alene. For ikke at forstyrre begyndelsen og slutningen og det midt imellem, som er den lomme hun lever i. Og hun kan sidde helt, helt stille foran vinduet med sin kaffe og pludselig føle sig så rørt og fyldt, at hun ikke kan være ved det. Og må gå. Gå og gå og tælle skridtene og ordne rodet uden ord, og håbe at verden kan blive ved at være ufarlig og tavs.  

Mens hun går vækkes virkeligheden til live: De tændte gadelys, de stadigt flere biler omkring hende. Lysene, der nu tændes overalt og cyklisterne, børnene og de ventende ved stoppestedet. Trafiklysene, der pludselig bliver påtrængende og truende. Følelsen af at være forfulgt. Jaget. På flugt. 

Af og til er det åbenlyst tabte så befriende.

Som et lærreds hvidt i hvidt, hvor ingen

- og slet ikke du -

vil se mine penselstrøg af mælk.

 I .

Skyggefulde lysfald

- et månebarn

fældet af dage

I I.

Knæfald af lys

fanget i skygge

- spejler et barn

på himlen

Verden er en glasbeklædt café, og jeg sidder beklemt og betragter. Forsøger at more mig over scenariet: Afmagten skjult bag en udfoldet avis eller en påtaget interesse for sms´er, der aldrig bliver hverken sendt eller modtaget.

Og jeg får lyst til at puste til naboherrens kakao, så flødeskummet forsvinder og pynten går fløjten. Får lyst til at rode lidt i det skødesløst sjuskede look og derved afsløre den neurotiske sirlighed, hvormed morgenhårets hvirvler er placeret. Jeg får en ubændig trang til at tale højt med mig selv så tilpas længe, at det ikke er muligt for de omkringsiddende at ignorere. Hvorfor de efter en stund vil sidde uroligt på stolen, for endelig at rejse sig, tage jakken fra stoleryggen og forlade etablissementet, med et overbærende nik mod min plads som afsked.

Og jeg vil blive siddende og velvilligt påtage mig rollen som landsbytosse. Hende, der kører med bus til endestationen og retur, mens hun nynner lidt for sig selv. Tossen, der dagligt nyder gratisaviser i opvarmede biblioteks-læsesale medbringende sig termokandekaffe og en tandstik. Og som afleverer et kækt ”På gensyn” som afskedsreplik, men aldrig får svar.

Jeg vil være hende, der uagtet tidens sandwichkoncept, dagligt smører madpakke: sammenlagte klemmer adskilt af mellemlægspapir og afslutningsvist indpakket i stanniol. Tossen der skyller klemmerne efter med en kvartliterskærnemælk fra Arla, og som folder det hele sirligt sammen, så det fylder mindst muligt i affaldsspanden.

Jeg vil være landsbytossen, der højlydt hilser på folk, jeg ikke kender; som bukker sig ned og klapper alle hunde i snor: ”Nååå. Sådan en sød lille vovse”. Jeg vil sende fødselsdagskort til mennesker jeg tilfældigt mødte på en galleriomvisning ti år tilbage, uagtet at de ikke husker noget som helst om dengang. Jeg vil være typen, der af princip kun ringer op til fastnetabonnenter, og som sætter et tydeligt kryds på min håndryg, hvis der er noget jeg skal huske. Jeg vil være tossen, der altid køber gaver på tilbud, hvorfor de hverken kan byttes eller veksles til kontanter.

Tossen, der håbløst naivt fastholder Bill Clintons uskyld, for han er jo sådan en pæn mand. Tossen, der mener, at verden er blevet lige lovlig spraglet efter murens fald. Jeg vil være landsbytossen, der ignorerer erfaringens sum og tror på det bedste. Længe efter, at det modsatte er bevist. Jeg vil være den grænseløst loyale, der gang på gang lukker øjnene for tilværelsens fakta af svigt.

Og jeg vil være landsbytossen, der bræger med de får, jeg er iblandt. Uvidende om, at jeg selv er dét sorte får, der aldrig bliver indlemmet i flokken. Uanset hvor meget, jeg bræger.

Verden er en glasbeklædt cafe, og jeg ser mig selv i spejlet på bagvæggen.

Rejser mig og går.

Inden jeg lukker døren bag mig, vender jeg mig om og udbryder et: Mææææh