URBANblog

Archive for the 'tanker' Category

“…..”

Wednesday, March 26th, 2008

….og du fattede ikke, at jeg greb chancen igen og igen,

at jeg tegnede sommerfugleminder på din himmel. Du husker ikke at jeg stod fast og loyalt holdt din kraftløse hånd,

at jeg berusede dig med skjult stolthed.

Du ænsede ikke, at jeg altid så dine frimærkenotater - også på afstand - og du hørte mig ikke nynne dine sange,

eller nævne dig ved navn.

Du overhørte mine forklaringer og forvekslede min stædige trofasthed med svig,

du forstod ikke, at hvad jeg vendte ryggen, ikke var dig men den bedøvede kærlighed. Du bar på.

Du forstod ikke, at jeg aldrig ødslede, men bar. Din vrede. Af mangel på anden bagage.

Du ville ikke, ville ikke, VILLE IKKE se. At vores gensidige afvisninger var kald - at hvad vi kaldte dit og mit - var vores.

Du ville ikke høre, at mine tilbagevendende spørgsmål, var omvendte svar. At mine anklager dækkede over skyld og uformåen.

Du ville ikke høre mig i dig.

Og slet ikke se. Dig i mig.

*

Jeg vil ikke råbe mere, jeg vil ikke vente - ikke læse notater på bagsider af udsmidte sedler. Jeg vil ikke pakke ind og sætte hårdt mod hårdt. Jeg vil ikke le som modstand eller nægte.

*

Nu vil jeg bare, at du skal vide, at vi er hver især og sammen. Til dels….”

Hud

Tuesday, March 25th, 2008

der ligger en hud over verden

en tynd hinde af film

en gennemsigtig afstand

og man tror sig tæt på, ser ikke afstanden

men træder gennem en rude, der splintres

og skårene sætter sig som pigge på kroppen - hård hud på hjerteklappen - pigge der vender ud ad og ind

som torne sætter sig

i hud, under hud

ridser ar

der ligner

eder

forbandelser

kohlindrammet had

ridser tab

på verdens rude

på kroppens hud

på afstand

*

*

Hvad jeg ikke ved, har jeg ondt af.

Sunday, March 23rd, 2008

Det skyldes ikke dumhed eller mangel på fingerspidsfornemmelse.

Jeg er hverken mere eller mindre verdensfjern, pseudoeksistentielt bedøvet eller tossegod end flertallet.

Desværre.

*

Det er altså ikke, fordi jeg ikke ser. Ikke hører. Hvislen i luften. Raslen med sablen. De tilbageholdte spydigheder og den halvkvalte latter.

Det er ikke fordi jeg ikke kender. Til underspillet sarkasme, imødekommende nedladenhed eller flertydige betoninger.

*

Det er bare fordi jeg ikke orker. Flere Don Quijote-slag. Flere krige uden synlige deltagere. Mere vrede rettet mod tilsyneladende ikke-eksisterende fjender.

Det er fordi jeg ikke har mere hård hud. At få skrællet af. Fordi jeg ikke har flere tørre tårer. At fælde. Fordi jeg ikke har mere tro. At miste.

*

Så skal der kæmpes, så lad det være med åben pande.

Vis våben. Blot tænder. Tal, så jeg kan høre. 

Hit me, baby

*

Just don´t patronize me!

Underfrankering

Saturday, March 22nd, 2008

*

Mon

værdien

af dit

påståede savn

modsvarede portoen

på det brev

du sendte

fyldt med

tomme

løfter?

Skærende torsdag

Thursday, March 20th, 2008

Det er noget med en vrede. Eller en potentiel vrede. En frygt for ydmygelse, der på forhånd afskærer verden og iklæder mig nedslåede øjne og sammenbidte kæber.

Det er noget med en vrede. Som måske handler om angsten for at blive afsløret. Som hul. Papmaché.

Nej:

det er noget med en vrede. Der handler om følelsen af. At verden tager røven på mig. Bag min ryg. At alt imens jeg smiler og fungerer. Alt imens jeg appellerer og rækker frem, står virkeligheden på lur og griner hånligt af min uvidenhed, min tryglen, min håbløse optræden.

Der er noget med en vrede. Der slet ikke er vrede. Men en dyb sorg. Over aldrig at blive lukket ind. I det gode selskab. I den nære kreds.

Et savn efter. Stammen. Æblet. Roden og Ræset.

En vrede, der aldrig bliver knyttede næver eller hårde ord.

Men kilometer efter kilometer. Skridt efter skridt. Snefnug mod ansigtet og en hvisken af Aldrig. Aldrig nærmere. Aldrig nær. Aldrig sammen. Med eller om.

Og jeg bliver så trist. Fordi det, der ligner vrede, men er savn, strammer garnet. Binder løkken. Kvæler budskabet.

Min mur,mit bolværk, mine taktfaste skridt, min beslutsomme armslængde.

Er en kode, der kun kan brydes og læses. Som alt andet. End det, der står.

Så er det må man prøve noget andet.

Så er det, man må slutte. Ringen.

Lukke. (Røven?)

Kvæle. Garnet.

Eller noget

(See what I mean…??? 8O )

Thanks…

Tuesday, March 18th, 2008

Ved ikke hvorfor, men det eneste der fylder mit hoved lige nu er Abba´s ”Thank you for the music”. Og en sær bittersød trang til at skråle den til mit eget spejlbillede:

Mother says I was a dancer before I could walk
She says I began to sing long before I could talk
And Ive often wondered, how did it all start?
Who found out that nothing can capture a heart
Like a melody can?
Well, whoever it was, Im a fan
So I say
Thank you for the music, the songs Im singing
Thanks for all the joy theyre bringing
Who can live without it, I ask in all honesty
What would life be?
Without a song or a dance what are we?
So I say thank you for the music
For giving it to me

Måske man skulle synge lidt mere og skrive lidt mindre ?

Vue

Sunday, March 16th, 2008

Man kan se så meget

en aften på tværs

naglet til livet

som så

Et columbusæg

Tuesday, March 11th, 2008

” A while ago somewhere, I don´t know when;

I was watching a movie with a friend.

I fell in love with the actress….she was playing a part that I could understand.

(…) When will I meet her again?”

*

(Neil Young “A man Needs A Maid)

Aura

Saturday, March 1st, 2008

Jeg ser konturer uden omrids. Tyngde uden fylde, drømme uden krop.

Af og til må jeg vente.

Uden øjne.

Uden dom.

Ikke mindst…uden ord.

En rem af huden

Wednesday, February 27th, 2008

Jeg føler med ofrene fra Seest.

Jeg forstår vreden over ventelister til kræftbehandling.

Jeg tilslutter mig hundrede procent forargelsen over højrefløjens smålige forslag om at afskaffe livsvarig ydelse til kunstnere.

Jeg finder problemet med overvægtige børn skræmmende og har kun hovedrysten tilovers for ekstreme muslimers afbrændinger.

Og ja: Jeg har stor sympati for indsatsen for anbragte børn og glæder mig over håndboldherrenes succes. Jeg krydser fingre for, at gode kræfter med tiden kan opbløde retorikken mellem religiøse fløje overalt i verden og synes i øvrigt at indsatsen for livsstilssygdomme er al respekt værd.

Ingen tvivl derom!

Men.

Efter flere års arbejde indenfor psykiatrien, som jeg nu har forladt til fordel for advokatverdens bonede gulve, kan jeg i bagklogskabens stadigt mere ulidelige lys se, hvor helt og aldeles underbelyst psykiatriområdet er.

Og værst er det, at ikke handler om rigtig eller forkert. Det handler ikke om usle politikere, uuddannede behandlere eller sygehusvæsenet som institution, der i bevidst ond mening fejlbehandler, ignorerer eller lægger en gruppe mennesker for had. Det handler ikke om mangel på omsorg fra plejepersonalets side eller manglende videnskabelig viden på området.

Desværre kan man, og således heller ikke jeg, rette skytset mod en klart afgrænset gruppe samfundsborgere, der misrøgter deres forpligtelser. Jeg kan ikke anklage hverken politikere, læger sosu-assistenter, sygeplejersker eller i sidste ende vælgerne, for psykiatriens lavstatus.

Nej, det handler om bjælker og øjne. Om dig og mig.

Det handler om, at vi ikke magter at se vore menneskelige begrænsninger i øjnene. Det handler om, at det er for smertefuldt at erkende, hvor porøse, hvor sårbare og hvor gennemsigtige, vi hver især er. Af og til.

Hvor udsatte, vi er. Eller kan blive. Alle sammen.

Det handler om, hvor let det kan gå galt – for os alle! - i en verden, der ikke kan rumme afvigelser, skævheder, originaliteter. En verden, hvor firmaformatkasserne er eneste gangbare størrelse. En verden, hvor fejlslag, overload eller eksistentiel vaklen straks affejes som ”sindssyge”. En betegnelse der gerne udtales med foragt og fnys, som var der tale om forræderi.

Måske bare en illoyal påmindelse om noget, der ikke fungerer, men som vi ikke evner at ændre, og derfor fejer bort, fejer væk, afviser eller ignorerer?

Taberne bliver de titusindvis af dybt ulykkelige mennesker, der alt for tydelig mærker. Mærker, at de er forkerte, for meget, i vejen, til besvær. Mennesker, der i forvejen er tvunget i knæ af et skrøbeligt sind, der ikke kunne klare mosten. Og som bestemt ikke har brug for flere ydmygelser. Mennesker der bogstavelig talt stuves sammen som slagtekvæg på overfyldte afdelinger, hvor bemandingen er under al kritik, og hvor det bliver stadigt sværere at rekruttere medarbejdere.

Mennesker, der om nogen trænger til tid, omsorg og velovervejet behandling, men som er heldige hvis de én gang ugentligt får lov at tale med en læge (i bedste fald,- ofte er der tale om lægestuderende der bruges for at lappe hullerne i et udhulet system). Mennesker, der medicineres i et omfang, der ikke altid er hensigtsmæssigt, men som er den eneste mulige løsning de sparsomme ressourcer taget i betragtning.

Og jeg kunne fortsætte, men allerede nu er der for mange ord. For mange ord til at det fænger. For mange ord, der dog ikke er tilstrækkelige til at beskrive den afmagt, disse mennesker oplever. Den afmagt JEG oplever, når jeg dagligt tænker tilbage på ulykkelige mennesker, der har en sygdom verden ikke tør se. Hvorfor vi slår blikket ned. Ser væk. Lukker øjnene.

Men det forsvinder ikke! Det er en del af os. Af os alle.

Skulle vi derfor ikke se af at se. De psykisk syge. Og dermed os selv. I øjnene?