Silhuet

Altså lige om ikke så længe, når engang det værste er overstået og det bedre står for døren, det vil sige når foråret for alvor får tag i verden og benzinpriserne ikke længere stiger og der kommer ro over tingene og gang i sagerne, uden at det hele dog er for hektisk, hvilket vil sige næppe lige med det første, men dog inden alt for længe, omtrent når kulden ikke er så påtrængede men varmen endnu ikke er ulidelig, når den værste krise er overstået og en ny er på trapperne og vinden vender den helt rigtige vej, ja det behøver såmænd ikke at være så langt ude i fremtiden, men man skal jo heller ikke ride før man har sadlet eller købe skindet af en bjørn der måske er uddød, så klap lige hesten en omgang og se tiden an og håb på det bedste uden at glemme det værst tænkelige, og inden man får set sig om er det nok ved at være på tide og så trækker man lige vejret og holder fødderne ved jorden så man med sikkerhed ved om vingerne kan bære uden at de dog gror fast, hvorefter man kunne begynde at overveje, at inden alt for længe, muligvis, såfremt i fald og på betingelse af, så…..

*

Måske?

Om sammenhæng ?

*

gentagelse fremmer fordøjelsen, fornøjelsen, fortvivlelsen.

forståelse fremmer så meget. andet.

det er noget med græsset på naboens mark… eller også er det ikke.

måske det bare er noget med gentagelse, forståelse og marker

der ikke hænger sammen, uanset hvor gærdet er lavest

*

…

en ko er en ko til den dør

Og så?

…

Vi har lagt os

bag et læhegn

af parasolisk

paddehat-idyl

Stedt til hvile

under palmer

kokosskyer

og vanvidsblåt hav

brænder solen

hud til aske:

Tandknogler blottes

og der grines svedent

ved tanken

om forkullede drømme

og lyden af

gondolmusik

Man kunne vælge at opgive ævred. Man kunne vælge at vende ryggen til med et suk. Man kunne vælge at folde hænderne til en bøn. Man kunne vælge at bryde sammen i gråd. Man kunne vælge at tælle til ti. Man kunne vælge at lukke øjnene. Man kunne vælge at åbne dem igen. Man kunne vælge at tro på det bedste. Man kunne vælge det modsatte. Man kunne vælge at kæmpe imod. Man kunne vælge at lægge våbnene. Man kunne vælge at bede om hjælp. Man kunne vælge at klare det selv. Man kunne vælge at søge udad. Man kunne vælge at vende det indad. Man kunne vælge at sove på det. Man kunne vælge at holde ører og øjne åbne. Man kunne vælge at springe over, hvor gærdet er lavest. Man kunne vælge at kravle under. Man kunne vælge at le sidst. Man kunne vælge at le bedst. Man kunne vælge at le ad det hele. Man kunne vælge at stille gode miner til slet spil.

Man kunne vælge at stoppe mens legen er god. Man kunne vælge at lege med nogen andre. Man kunne vælge at fortrænge. Man kunne vælge at konfrontere. Man kunne vælge at kæmpe med. Man kunne vælge at kæmpe for. Man kunne vælge at ryge og rejse. Man kunne vælge at sejle sin egen sø. Man kunne vælge at smile til verden. Man kunne vælge at stikke tungen ud af vinduet. Man kunne vælge at blive ved sin læst. Man kunne vælge at flyve højere end vingerne bær. Man kunne vælge at flyve for tæt på solen. Man kunne vælge at gribe stjernerne. Man kunne vælge at gå over åen efter vand. Man kunne vælge at vande høns. Man kunne vælge at klappe hesten. Man kunne vælge at sadle samme dag, som man rider.

Man kunne vælge skrige til himlen. Man kunne vælge at grave sin grav. Man kunne vælge at skue mod evigheden. Man kunne vælge at pille sin navle. Man kunne vælge at feje for egen dør. Man kunne vælge at kaste med sten efter et glashus. Man kunne vælge at gå bag lukkede døre. Man kunne vælge at leve for nedrullede gardiner. Man kunne vælge at hoppe og danse. Man kunne vælge at vrikke og svanse. Man kunne vælge at buldre og brage. Man kunne vælge at tie og samtykke. Man kunne vælge at smide perler for svin. Man kunne vælge at rette smed for bager. Man kunne vælge at smede mens jernet er varmt. Man kunne vælge at tælle knapper. Man kunne vælge at rette slipset. Man kunne vælge at tale sin sag. Man kunne vælge at tie før man taler. Man kunne vælge og vrage.  Man kunne vælge at vrage.

For så vidt og bredt

som du favner og griber

en terning der kastes

en jomfru der fødes

*

al den tid du sover

over alle bredder

øser ud af dybder

synker ned i drømme

*

al den stund du venter

på lys der skal komme

tid der skal rulle

slægt der skal følge

*

vil jeg vente og nemme

hvad ingen kan vide

men alle mærke

som vildfarne lommer

af tid og i krop

*

(          )

Aflad mig

Indlad dig

Undlad

resten

Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af,

eller nej: hvad man ikke ved, at man ikke ved, har man ikke ondt af.

Hvad man ikke ved, kan man ikke undskylde for,

eller jo - måske netop dét. Skylder man at undskylde.

Hvad man ikke ved, kan man ikke leve af. Eller leve på.

Så hvad man ikke ved, må man tro.

Det er noget med

at leve af , leve på

eller leve med

….tror jeg….

Man googler et liv og finder:

en tandbørste,

en spejlvendt time

og lidt af sig selv

i en sort/hvid stumfilm

fra

forlængst forbi.

Jeg satte mig for at skrive. Satte mig for at skrive. Satte mig, for at skrive.

Ikke hundrede års ensomhed. Men hundrede sætninger. Om ensomhed. I ét – til nøds to – ord. Det kom der ikke noget godt ud af. Bare nogle ord. Og en helvedes masse ensomhed.

Så jeg satte mig igen. For at skrive. Noget andet. Få tiden til at gå. I stå. Bare flyde ud, flyde over, flyde væk. Som en bi en varm sommerdag: fed, summende og uden gerning. Sommerdøsig sugen af verdens nektar. Uhmmmm.

Og jeg ville have skrevet om bier og blomster. Om den konstruktive interferens mellem et du og et jeg, på bagsiden af glemte papirer. Om et frodigt sammenstød mellem ordet elske og ordet gråd.

Et ordgastisk alfabet.

Ja, jeg ville have skrevet om svulstige ord, der flød over sine bredder. Ord, der dækkede en verdens behov. Og om en verden, der ikke lod sig bedække. Af ord.

Jeg satte mig for at skrive.

Mig selv. Ud af en fortælling. Der aldrig fandt ord.