Silhuet

*

…..og jeg vil ikke mere dulme min sårbarhed med plastikhåb og skønsang, men stikke min begærlige hånd i hvepsereden…

…..for meget, for ofte, for grimt, for usselt, for svulstigt, for dyrisk, for kropsligt….for fanden…..

*

kæmp for alt du finder sært

op i røven med hvad du har kært

ingenting er helligt

eller også er alt

det er svært at skelne

pest fra kolera

kun ét gælder;

Magt:

sørg for at le sidst

bedst

og højest….

Det skyldes ikke dumhed eller mangel på fingerspidsfornemmelse.

Jeg er hverken mere eller mindre verdensfjern, pseudoeksistentielt bedøvet eller tossegod end flertallet.

Desværre.

*

Det er altså ikke, fordi jeg ikke ser. Ikke hører. Hvislen i luften. Raslen med sablen. De tilbageholdte spydigheder og den halvkvalte latter.

Det er ikke fordi jeg ikke kender. Til underspillet sarkasme, imødekommende nedladenhed eller flertydige betoninger.

*

Det er bare fordi jeg ikke orker. Flere Don Quijote-slag. Flere krige uden synlige deltagere. Mere vrede rettet mod tilsyneladende ikke-eksisterende fjender.

Det er fordi jeg ikke har mere hård hud. At få skrællet af. Fordi jeg ikke har flere tørre tårer. At fælde. Fordi jeg ikke har mere tro. At miste.

*

Så skal der kæmpes, så lad det være med åben pande.

Vis våben. Blot tænder. Tal, så jeg kan høre. 

Hit me, baby

*

Just don´t patronize me!

Vi har lagt os

bag et læhegn

af parasolisk

paddehat-idyl

Stedt til hvile

under palmer

kokosskyer

og vanvidsblåt hav

brænder solen

hud til aske:

Tandknogler blottes

og der grines svedent

ved tanken

om forkullede drømme

og lyden af

gondolmusik

Vend ryggen til det, du ikke vil se

og fortryd dine øjne i nakken.

En eller anden snedig satan har undervejs lært én, at man skal nyde udsigten. Før det er for sent.

Og på vej ud over kanten, lige dér hvor man mister grebet og alt er for sent, ser man. Udsigten.

Ikke før og ikke senere. I ét eneste øjeblik af Ingentid er alt såre klart, og man ved. At grebet er mistet. Fuglen fløjet.

- Det kaldes erfaring.

3 spsk. punkterede klichéer

1 dl. alkoholrelaterede betroelser (gerne fra en sen nattetime)

100 gram groft hakkede skuffelser

1 knivspids salt i såret

2 hårdkogte traumer

1 (lidt for) fælles bekendt

300 gram navleudpillet weltschmertz

en håndfuld forliste forhold (let strøet)

1 drys bitter savn efter en fraværende far

2 stænk sirupsvendte metaforer

Det hele vendes lige omkring kvalmegrænsen et kvarter, hvorefter det stilles til hævning et lummert sted.

Deles i alt for mange portioner og bages nederst i ovnen til gloserne er godt forkullede.

(Ud)stilles derefter på en blog til afkøling.

Tiloversblevne uspiselige rester tåler IKKE nedfrysning.

Aflad mig

Indlad dig

Undlad

resten

Det, der gjorde størst indtryk var billedet af mig selv. Med ryggen til.

Ikke afvisende, ikke opgivende, vel nærmest bare….rygvendt.

Og lige så stor lettelsen var, lige så stor var skuffelsen. Ved at vise - og blive vist - bort.

Jeg vinkede ikke. Til mig selv. Tog ikke afsked.

Stak i stedet hænderne i lommen med påtaget skødesløshed og forsøgte at slukke. Håbet om tilgivelse.

Og nej, det er ikke i orden. At være ok. At være tålt, udholdt, accepteret.

Det er ikke i orden at stå op med tanken om ophør, som pejlemærke for dagens dont. Det er ikke fint nok, at mærke ulmende selvhad og vrede som frekvensbund i den krop, man bevæger sig ind i verden med. Det er ikke godt nok, at spille med, spille op til, underspille. Det er ikke i orden at stille fokus på mindre end nul, i håb om at blive glædeligt overrasket. Det føles ikke tåleligt at ignorere det åbenlyse – at gribe det ikke-eksisterende, som var det virkeligt.

Det er ikke i orden. At være ok. At tåle, holde ud, acceptere.

Men det er de tre brikker, man har at gøre med. I spillet. Så man ordner, indordner sig og stiller gode miner til slet spil. Agerer den taksomme, den ydmyge - et pænt, slidsomt trækdyr.

Den, der giver. Ved dørene og hvor der ellers bankes på. Den, der rækker ud, griber om og tager fat. Hvor andre slipper. Den, der lever af smulerne fra de riges bord, de tilfældigt tabte roser fra korridorerne. Den, der bukker, nejer, smiler og lydigt fejer ind under gulvtæppet, hvad ikke tåler dagens lys.

Den, der lytter og lægger skuldre til. Rummer og rummer. Og man spørger sig selv, om det indre tomrum er så uendeligt i udstrækning, at man villigt. Rummer. Alt? Alle?

Og man væmmes og græmmes og nægter. Indadtil. Spiller spillet. Udadtil.

Det er slet, slet ikke i orden. At være ok. Tålt, udholdt, accepteret. Tåle, udholde og acceptere.

Nej, det er ikke ok.

Men der er ingen, der spørger.