Silhuet

Det skyldes ikke dumhed eller mangel på fingerspidsfornemmelse.

Jeg er hverken mere eller mindre verdensfjern, pseudoeksistentielt bedøvet eller tossegod end flertallet.

Desværre.

*

Det er altså ikke, fordi jeg ikke ser. Ikke hører. Hvislen i luften. Raslen med sablen. De tilbageholdte spydigheder og den halvkvalte latter.

Det er ikke fordi jeg ikke kender. Til underspillet sarkasme, imødekommende nedladenhed eller flertydige betoninger.

*

Det er bare fordi jeg ikke orker. Flere Don Quijote-slag. Flere krige uden synlige deltagere. Mere vrede rettet mod tilsyneladende ikke-eksisterende fjender.

Det er fordi jeg ikke har mere hård hud. At få skrællet af. Fordi jeg ikke har flere tørre tårer. At fælde. Fordi jeg ikke har mere tro. At miste.

*

Så skal der kæmpes, så lad det være med åben pande.

Vis våben. Blot tænder. Tal, så jeg kan høre. 

Hit me, baby

*

Just don´t patronize me!

*

Mon

værdien

af dit

påståede savn

modsvarede portoen

på det brev

du sendte

fyldt med

tomme

løfter?

Det giver ingen mening. Det giver alt for meget mening.

Hvis grusomhed er meningsgivende, forstår jeg alt. For meget.

- Hvis ikke, alt for lidt.

Det er ikke meningsløsheden, der tømmer. Liv. Det er grusomheden: Tilfældet og mangel på samme.

Det er ikke den meningsløse ondskab jeg ikke kan bære, men den meningsgivende kynisme.

Den beregnede tilfældighed.

Hånlatteren.

Og ikke mindst stilheden, der følger efter.

Det er noget med en vrede. Eller en potentiel vrede. En frygt for ydmygelse, der på forhånd afskærer verden og iklæder mig nedslåede øjne og sammenbidte kæber.

Det er noget med en vrede. Som måske handler om angsten for at blive afsløret. Som hul. Papmaché.

Nej:

det er noget med en vrede. Der handler om følelsen af. At verden tager røven på mig. Bag min ryg. At alt imens jeg smiler og fungerer. Alt imens jeg appellerer og rækker frem, står virkeligheden på lur og griner hånligt af min uvidenhed, min tryglen, min håbløse optræden.

Der er noget med en vrede. Der slet ikke er vrede. Men en dyb sorg. Over aldrig at blive lukket ind. I det gode selskab. I den nære kreds.

Et savn efter. Stammen. Æblet. Roden og Ræset.

En vrede, der aldrig bliver knyttede næver eller hårde ord.

Men kilometer efter kilometer. Skridt efter skridt. Snefnug mod ansigtet og en hvisken af Aldrig. Aldrig nærmere. Aldrig nær. Aldrig sammen. Med eller om.

Og jeg bliver så trist. Fordi det, der ligner vrede, men er savn, strammer garnet. Binder løkken. Kvæler budskabet.

Min mur,mit bolværk, mine taktfaste skridt, min beslutsomme armslængde.

Er en kode, der kun kan brydes og læses. Som alt andet. End det, der står.

Så er det må man prøve noget andet.

Så er det, man må slutte. Ringen.

Lukke. (Røven?)

Kvæle. Garnet.

Eller noget

(See what I mean…??? )

Det er et superjublende-lalleglad-ligegyldigt indlæg. Et indlæg der kun har relevans for mig selv. En brusende glæde over, at være lilleøster til en fantastisk bror. Det er ren hyldest. Stående applaus. En ukritisk kærlighedserklæring. Til et elskeligt menneske

Ældstebroderen

Kærligheds-solen

Min helt formidable, elskelige, møgirriterende, håbløst selvfede, vanvittigt humoristiske, rasende intelligente, sindssygt skarpe, supermusikalske, grænseløst ærlige, dybt temperamentsfulde og ikke mindst uendeligt kærlige

BROR DALLE

Der er ingen særlig anledning.

Han fortjener bare en hyldest.

Igen og igen. Fordi han er helt, helt unik.

Han kan rumme og rummes. Han siger til og fra, råber højt, skælder, smælder, ler og græder. Han er ægte. Han er varmblodig. Og varmhjertet. Han er verdens bedste far for mine to niecepige-guldklumper. Han er den kritiske, men altid loyale, husbond til min skønne nordjyske svigerinde.

Og han er uden tvivl den bedst tænkelige storebror en lillesøster kan ønske sig.

Jeg er en meget, meget heldig rosin i pølseenden

Han har været der. Altid.

Sagt fra, når det var påkrævet (og det HAR været påkrævet af og til). Bakket op, når det virkelig gjaldt.

Han har puffet blidt, for at få mig ud over kanten. Og sørget for vinger, når mine egne ikke bar.

Han har raset – virkelig raset – når mit selvhad blev for altoverskyggende og formørkede mine øjne, så jeg ikke værdsatte, hvad værdsættes burde.

Han har trøstet, når jeg forsigtigt afprøvede blind tillid, for blot at skuffes. - Efterfølgende lokket mig på glatis igen. Uden sikkerhedsnet. For at opdage at tilliden ikke kun kan briste, men også bære.

Jeg er så jubelidiotisk taknem-somlig-agtig stolt. Over min bror Dalle.

Det var bare det, jeg ville sige.

Hej.

Ved ikke hvorfor, men det eneste der fylder mit hoved lige nu er Abba´s ”Thank you for the music”. Og en sær bittersød trang til at skråle den til mit eget spejlbillede:

Måske man skulle synge lidt mere og skrive lidt mindre ?

Der er langt mellem.

Øjeblikkene.

               Fortænderne.

                           Lykken.

Afstanden er det eneste varige.

Mellemrum og Usagtheder.

Der er langt mellem

*

*

rum

Man kan se så meget

en aften på tværs

naglet til livet

som så

Om at folde

*

Man bevæger sig                               

                   (gemmer sig)

glemmer sig

Pakker ind og ud,

folder og famler,

hæger, higer og drømmer

*

Det er varsomheden, der skiller

*

Det væsentlige fra det uvæsentlige. Fårene fra bukkene. Gråden fra latteren

*

Livet fra døden

…

en ko er en ko til den dør

Og så?

…